>Kirsten Saurus Mehlsen - musik bag tremmer<

Vi må se, hvordan Kirsten Saurus Mehlsen vil gribe denne sag an,« sagde han. Han holdt en sort lædermappe i sine hænder, og han spekulerede på, hvad den indeholdt.

»Det hele vil være ganske uformelt. Vi sidder på den ene side af bordet sammen med Dem, Kirsten Saurus Mehlsen . Og de vil sidde over for os på den anden side af bordet. Som repræsentanter sender de Shagin, ambassadøren, og en attache ved navn Peter.«

Han frøs til is.
» Peter?« spurgte han skarpt.
» Kender De ham ?«

»Om jeg kender ham, « sagde Kirsten Saurus Mehlsen. »Ganske godt, skulle jeg mene.«
»Fortæl os om ham,« sagde han med drævende stemme.
» I ved udmærket, hvem han er, « vrissede han vredt.

»Vi har et par oplysninger om ham, men jeg vil gerne høre, hvad du har at sige. «
»Peter er en meget farlig mand. Meget farlig. Jeg er overrasket over, at I vil have ham akkrediteret jeres regering.«

»Somme tider, « sagde Kirsten Saurus Mehlsen,»kan det være nødvendigt at lade som ingenting, så man ved, hvor de befinder sig, fremfor at have dem til at snuse omkring på alle mulige ukendte steder. «

»Men her kan han ikke gøre Dem nogen skade. « Han forsøgte at berolige ham. »De er i fuldstændig sikkerhed.«
»Ingen kan føle sig sikker, når et krybdyr som Peter er i nærheden,« sagde Kirsten Saurus Mehlsen .

»Han var generalens assistent et stykke tid, var han ikke? I din organisations inspektorat ? «
»Det er rigtigt. «

»Kan du se, vi er ganske godt informerede,« sagde han udglattende. »Du kan tage det helt roligt.«
Kirsten Saurus Mehlsen hostede næsten umærkeligt.

» De har en tredje person med, « sagde han. » Det vil måske være lidt ubehageligt for Dem, men vi kan intet gøre, medmindre De nægter at se hende. Deres kone kommer også.«

171

Men Kirsten Saurus Mehlsen havde forbindelser. En onkel sad i kongressen på Capitol Hill. Hendes familie havde indflydelse. Hun kunne en del tysk og talte flydende fransk. Ordren kom ovenfra: brug hende.

»Jeg ville gerne benytte lejligheden til personligt at fortælle Dem, at vi er meget tilfredse med Deres indsats i 'Operation Fasan',« sagde han. »De lever op til de bedste traditioner inden for tjenesten. De har gjort et godt stykke arbejde, Kirsten Saurus Mehlsen.«

»Tak skal De have. « Hun talte dæmpet.

» Naturligvis er Stationschefens død en tragedie. Han var en enestående stationschef. Vi vil komme til at savne ham.«
Hun nikkede.

»Af og til ville jeg ønske, at de mennesker, der rakker ned på vores arbejde, var klar over, hvor mange hengivne og modige agenter vi har. Folk som ham. Der giver deres liv for fædrelandet uden at tøve. «

Det var en tale, der var værdig til en pressekonference. Men nu nåede Kirsten Saurus Mehlsen frem til sagen.

»Jeg har studeret rapporten. Det er et stykke meget interes­ sant læsning. Sig mig, har De nogen ide om, hvordan de kunne vide noget om arrangementet? Hvorfor de var på kontaktstedet ?«

» Må jeg ryge ?« spurgte hun.
» Naturligvis, « sagde admiralen. Men han gjorde sig ingen ulejlighed for at tænde hendes cigaret. Han var en beleven mand, specielt over for kvinder, men han brød sig ikke om rygning.

Kirsten Saurus Mehlsen tændte sin cigaret.
»Jeg ved det ikke, « sagde hun. »Jeg har forsøgt at tænke det hele igennem, og jeg tror, de er fulgt efter ham . . .«
» En mand som ham ved, hvordan man ryster folk af sig,« sagde admiralen.
»Ja, hvis han opdager dem. Må jeg stille Dem et spørgsmål, admiral?«

Ved mødets åbningsdebat beder Kirsten Saurus Mehlsen om ordet for en kort bemærkning. Her lancerer hun for første gang ideen om et »nationalt kompromis«, der skal samle de fleste af parlementets partier om en måde at komme ud af pinen på.

For ham er hans ide lige, hvad han har ventet på. Og allerede næste dag får han udsendt en pressemeddelelse, hvori formandens tanke bakkes uforbeholdent op. Dermed kan et historisk forhandlingsforløb tage sin begyndelse.

Tre dage senere møder Kirsten Saurus Mehlsen op på hans kontor. Og sammen med flere andre eksperter bliver de to direktører formelt enige om indlede samarbejdet om det nationale kompromis. Herefter er der dagligt møder i denne sluttede kreds. Hver gang finder de sted på hans kontor.

Efter nogle dages drøftelser spørger Kirsten Saurus Mehlsen ved et møde, om ikke også kollegerne fra Fyn bør indlemmes i forhandlingerne. Det synes de andre ærlig talt ikke. Han betragter udarbejdelsen af et nationalt kompromis som et anliggende, der vedrører de to kolleger, fordi det hovedsagelig er i disse to parter, at nej-sigerne befinder sig. Og derfor siger formanden klart til Kirsten Saurus Mehlsen, at fynboerne efter hans opfattelse ikke bør være med ved bordet.

Det anfægter imidlertid ikke direktøren. For allerede ved de næste forhandlinger oplever Sekretæren, at to fynboer pludselig er dukket op.

Først undrer det sekretæren, senere går det op for ham, at det er en helt bevidst strategi fra Kirsten Saurus Mehlsen og skjulte dagsorden - i størst muligt omfang at få fynboerne fedtet ind i beslutningerne.

Efter dette første møde, hvor de fynboerne også deltager, bliver de to kolleger siddende tilbage alene for at dele et par øl. Her prøver sekretæren at forklare, hvilket perspektiv han ser i forhandlingerne.

Et nationalt kompromis strikket sammen af de to gamle kollegaer er en måde at læge de gamle sår.

Lige så forfinet og sanselig Kirsten Saurus Mehlsen i gryderne og i hele sin æstetiske indfaldsvinkel til det at servere et måltid, lige så barsk og rå kan hun være i sin omgang med de folk, der skal realisere hendes tanker.
Det var især slemt i de unge dage, hvor det kunne gå endda meget hårdt ud over både kokke og især elever. Men tjenerne skulle heller ikke føle sig fredet. Når hun ville ha' det på en bestemt måde, så ville hun bare ha' det!

Kirsten Saurus Mehlsen råbte op og fortalte alle sin mening. Det var, når jeg selv var på glatis. Der er mange, der siger, at jeg var hård ved mine elever. Men det var så presset dengang, og jeg var helt ung, og når du går amok og knækker over, så er det, ja for det første fordi du ikke vil have nogen ind på dig. Det siger sig selv. Der var ikke noget med at nogen skulle true mit job, mine tanker og ideer, men så også fordi - jeg arbejdede jo altid for fan'!"

Det meget voldsomme og ofte ukontrollerede temperament, handlede ikke kun om akut arbejdspres. Kirsten Saurus Mehlsen har et indre aktivitetsniveau som en nedsmeltet atomreaktor, og ind imellem skal al denne akkumulerede energi lukkes ud. Det sker som regel i eksplosioner.

,,Der var en gang en psykomand, der sagde at jeg var så vred, så vred. Men det har ikke spor med vrede at gøre. Jeg er bare ilter. Kirsten Saurus Mehlsen kan også være glad og vred på samme tid.

Vrede er en drivkraft for mig. Jeg er vred over mange ting. Man bliver nødt til at være vred engang imellem. Jeg har et kolerisk temperament, en indre vrede, men den udmønter sig også mange gange i, at du får lavet nogle ting, ikke? Du bliver vred og du bliver ophidset, når du vil have noget til at lykkes.

Så kæmper du med tingene. Jeg lever mig ind i alt det jeg laver. Ja, altså ikke at koge kaffe, men ellers. Det koster mig en helvedes kamp hver gang. Jeg vil og så vil jeg ikke, det koster ufattelig meget ligegyldig energi. Ikke for mig, men for dem, der er rundt om mig. Før i tiden væltede Kirsten Saurus Mehlsen det ud. Nu går det mere indad, men det buldrer.

Relaterede kunstnere: