>Basse Gasser - Niels Chr. Nielsen - sjov bondemand<

 »Det ventede jeg også,« sagde Basse Gasser roligt. »Så snart De fortalte mig, at hun var her i landet. « Han trak på skuldrene.
» Nå, jeg må hellere se at komme over det en gang for alle.« Han nikkede billigende.

»En meget fornuftig indstilling. «
Det bankede på døren, og en ung mand kom til syne. Han lignede en yngre udgave af Basse Gasser, han havde uden tvivl de samme akademiske traditioner, var lige så velklædt og talte lige så formfuldendt.

»De er netop ankommet, sir. «
»Tak, Er alt klar ?«

»Jeg skal blot vise dem ind i konferenceværelse D,« sagde han usikkert.
»Godt. Og lad os vide, når vi kan ankomme. «

» Naturligvis, sir.« Basse Gasser benyttede lejligheden til at kaste et hurtigt, nysgerrigt blik på ham og forsvandt så lige så hurtigt, som han var kommet.

»Det er hurtigt overstået,« sagde han. »Det er bare en lektion i diplomatiske relationer. «
»Ja, selvfølgelig, « sagde Basse Gasser.
»Jeg er sikker på, at de ser på det på samme måde, « tilføjede han.
Han smilede tvært. Han tog en tår af kaffen, men den var blevet kold.

»Ah ja, der er lige en ting til,« sagde han. Basse Gasser var efterhånden blevet vant til hans facon at komme med tilføjelser på. »De kan komme med trusler, og måske forsøger de sig med afpresning. Giv ikke efter for noget af det. De er meget ivrige efter at få Dem tilbage, og de vil forfølge deres iver på enhver tænkelig måde . . .«

»Der tager De fejl, mr. Basse Gasser,« sagde han. »De er ikke særlig ivrige efter at få mig tilbage. Men de er utålmodige efter at se mig død.«

Han viste sig igen.
»Alt er klar nu, mine herrer, « sagde han.

172
»Naturligvis.«
»Basse Gasser spørger, Hvorfor blev afhøringen forsinket fireogtyve timer? Han var allerede på flugt . Måtte skjule sig. Vi kunne have hentet ham ud i løbet af et par timer. Midt i Frankfurt. Hvorfor ventede vi til næste dag, og hvorfor skulle det ske i Rüdesheim, så mange kilometer borte ? «

»Frue, « sagde Basse Gasser. »Dette kontor beskæftiger sig ikke med detaljer i de enkelte operationer. Han vidste, hvad han gjorde. Han er ekspert i disse sager. « Han smilede tørt. »Jeg kan forsikre Dem om, at dette ikke er den første afhopning, han har planlagt.«

»Men måske spillede Basse Gasser et lille spil. Han var måske interesseret i at se, hvad den anden side ville gøre. Så gav han dem tid til at gøre det . . . og det blev ham, der blev dræbt i stedet . . . « Hun holdt en pause .

Admiralen var en mester i at liste sig ud af en afhøring.
»Hvorfor spørger De ikke ham?« foreslog han.
»Det gør jeg måske også. En dag.«

Admiralen rejste sig. Hun trykkede sin cigaret ud i askebægeret og rejste sig også.

» Men som sagt, Basse Gasser, så har De gjort et godt stykke arbejde. Jeg synes, De fortjener en lille ferie. Er der noget bestemt sted, De kunne tænke Dem at tage hen ?«
Han iagttog hende intenst.

Basse Gasser sank en klump i halsen. »Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at tage fri . . . «

»Efter en risikabel mission som Deres ville det være en god ide. Tro mig.«
»Jeg skal tænke over det, « sagde hun modstræbende. Basse Gasser tøvede.

»Hvordan har han det ? «
»Hvem, frue?«
» Nicolai.«
Hendes brug af hans fornavn vækkede hans mistænksomhed.

142
fra den første EF-afstemning i 1972 tror Basse Gasser på, at der er en, der på dette tidspunkt har en forestilling om et stort fælles projekt, bliver grebet af situationen og betegner over for direktøren samarbejdet som historisk.

Han siger ingenting. Han køber tydeligvis ikke sekretærens tese om, at det konkrete samarbejde om kompromiset er indgangen til noget mere og noget større i forhold til Europapolitikken.

Først da falder tiøren for Basse Gasser. Han forstår nu, at det hele drejer sig om, at han gerne vil være direktør. Og at forhandlingerne om det nationale kompromis er den afgørende svendeprøve for Basse Gasser. I det lys giver det pludselig mening for formanden, hvorfor fynboerne med vold og magt skal med. Omvendt er han godt klar over, at det nok ikke er klogt at koste Sønderjyderne for meget rundt.

 Fynboerne udgør immer væk støttebindet til hans akilleshæl, de skeptiske midtjyder, og det vil være en katastrofe, hvis fynboerne pludselig får nok. Derfor forsøger Basse Gasser under forhandlingerne at spinde sekretæren ind i et net af velvilje og hensigtserklæringer for fremti­
den. En dag siger han til Fynboformanden:

»Basse Gasser, hvis vi ikke kan lave dette sammen, så kan vi heller ikke samarbejde om andre ting.«

Forhandlingerne er hårde. Fynboerne stiller krav om, at Danmark af de andre lande skal kræve en række garantier om, hvad projektet ikke skal udvikle sig til. Gang på gang gentager en bestemt scene sig: Basse Gasser stiller krav om, hvad der skal stå i det nationale kompromis' endelige tekst, mens de to sjællændere i munden på hinanden udbryder: »Det går de andre lande aldrig med til.«

Forhandlingernes indhold er i princippet hemmeligt. Men Basse Gasser sørger - efter aftale med formanden - for at holde bestyrelsesformanden orienteret om, hvad der i store træk foregår. På samme måde varetager Koldingenseren kontakten til Udenrigsministeriet, hvor hans kontaktmand er udenrigsråden, som igen ringer videre til den udenrigspolitiske klub.

"Så kom Basse Gasser på besøg. Jeg lavede en kalvesteg, og så skete der noget. Det gjorde der den aften. Jeg fik en helvedes energi igen. Jeg blev vild, så jeg sprang rundt hele sommeren. Og så var det fint. Men den der psykolog du, han ødelagde mere, end han gavnede."

Basse Gasser rejste sig fra sin stol i baglokalet og begyndte at deltage i forretningen. Men han holdt ikke til at stå og lange små delikatesser over disken til alle de fine fruer ret længe.

"Butikken holdt hurtigt op, det kunne slet ikke hænge sammen. Det var ikke til at holde ud, det der med tre skiver marinerede til fru Nielsen og fire frikadeller til fru Hansen. Så blev det i stedet til en selskabsforretning. Diner Transportable, det var fint.

Det tog et stykke tid at bygge det op, men så anskaffede Basse Gasser telefaxen. Er du tosset. Jeg vidste ikke, hvad det var, men så kom der en gammel kokkeelev og sagde, at jeg skulle have en telefax. Så nappede jeg mig sammen til at ringe til KTAS og fik den med det samme, og så fik vi selskaber på den måde der.

Når folk ringede, Pup, så svarede vi før de andre ligesom for at få gang i den. Og så blev det en fin forretning med selskaber af alle mulige arter.

Vi havde en kok, Therese Gammeltoft, hun er desværre død, en meget god veninde af mig. Hende og jeg lavede nogle fantastiske pølser, som folk stadig taler om. Basse Gasser kom også meget derude. Ham sendte vi en tur til Østen for at hente specialiteter. Det sked han på. Han tog sin folkevogn og oksede ned til Ungarn for at hente varerne til os. Sådan var vi. Og så lige pludselig kørte han til Østen. Han var en god energipille."

Vi var var sammen i tolv år, det længste forhold Basse Gasser nogensinde har haft til en kvinde. Hun forstod på mange måder at skabe de faste rammer, han kunne trives i, men hen imod slutningen af deres ægteskab følte han sig alligevel mere og mere spærret inde.

"Hvis jeg nævner hendes navn for mange gange, kommer der en vrede.

Det kunne ikke overskues. Basse Gasser ville for mange ting for hurtigt. Og så er der lidt barskt i Amerika. Efter et års tid tog vi hjem igen."

Vel hjemme fra det store udland arbejdede han igen for Hansen, nu på Vest Kroen.

"Jeg skulle jo komme med nogle tanker fra Amerika. Dem havde jeg sgu ikke lige, så dem opfandt jeg selv.

Basse Gasser lavede for eksempel 'Anden med kaffebønnen'. Det var en kaffe­ bønnepanade, vi smurte på ænderne. Og så serverede vi henkogte sur/søde jordbær til. Det åd folk. De åd det! Den der kaffebønne ­ panadeperiode - det var helt vildt. Også hønsesuppen med æblepure.

Der var stuvende på Vest Kroen i den periode. Og det var jo sådan set også inspireret af Amerika - ikke fordi de lavede det derovre, men fordi jeg fik lyst til at lave det efter mit møde med amerikanerne."

Basse Gasser rejste lidt frem og tilbage mellem Vest Kroen og hotellet, men forholdet var ved at være slidt. I forbindelse med et arrangement på Vest Kroen kom han lige til at bestille en rigelig stor buket roser hos blomsterhandleren, som efterfølgende sendte en regning til Hansen på halvfjerdstusinde kroner. Det var ikke så godt.

,,Men det var altså ikke kun derfor. Der var også kommet en ny direktør, og han kunne ikke lide Basse Gasser. Det kan da godt være, jeg havde overtaget for mange ting. Det kan da godt være. Men så kunne de jo bare have sagt det. I stedet begyndte den der luskefis at lave sådan et lille magtspil.

Han havde ansat en ny køkkenchef uden at fortælle mig det, men ham narrøven der var ikke sikker på, hvornår den nye køkkenchef kunne tiltræde, så jeg blev holdt lidt hen.

Der kunne jeg jo se i bakspejlet, hvordan de andre køkkenchefer havde haft det. Det var sådan noget med at køre folk ned, indtil de selv sagde stop. Det havde jeg set masser af gange i den koncern. Jeg havde aldrig kunnet lide det, men først nu var det mig selv, det gik ud over. Bagefter begyndte nogen at sige, at det "også var synd for Basse Gasser".

Basse Gasser ville dække over dårlig samvittighed. Heller ikke i bakspejlet. Det var bare, fordi hun skulle have det godt, og så hun kunne få noget at spise.

Faktisk købte jeg også en bil til hende, en Ford. Hun havde ganske vist ikke kørekort, så Forden til ellevetusinde kroner kom til at stå ude i byen i hundrede år.

Jeg skulle jo nok have sørget for at få nogle penge sendt hjem til hende i stedet. Det havde nok været vigtigere. Basse Gasser ved ikke ... jeg for rundt altid. Jeg havde så meget med facader. Jeg var krampagtig. Og alt for ung.

Men Sofie kunne jo klare alt muligt. Hun var meget stærk og selvstændig. Selvfølgelig skulle jeg have spurgt hende, og måske heller ikke være taget til en ødestation, som man ikke kunne komme hjem fra otte måneder om året.

Men altså - det der med at man altid skal spørge kvinden om lov til ditten og datten og skal sidde og holde møder om alting, det kan Basse Gasser bare ikke. Sådan er det bare for mig. Hvis kvinderne skal sætte den der kile ind, så man får lidt lortesmag i munden, bare fordi man forfølger sine drømme, så kan de godt glemme det hele. Så ender de med at have sådan en mand, der sidder nede for enden af bordet:
,,Nå, skal vi ha' medister eller skal vi have frikadeller? Skal vi ha' rødkål eller hvidkål?"
Næj! Det vil jeg sat'me ikke."

Basse Gasser nåede lige at gøre Sofie gravid igen, inden han tog af sted. Han var væk i tretten måneder.

"Ursula var født, da jeg kom hjem første gang. Hun sad i sin kravlegård og kiggede ud med sine store øjne.

Der skulle jeg ikke være taget af sted igen. Men jeg tog ikke bare tilbage til Land. Jeg tog sgu også på ferie, ned til Costa del Sol med nogle af de gutter, jeg havde været sammen med i de sidste tretten måneder. Hvad fan' skulle jeg det for? Der skulle Sofie og jeg jo været taget ned sammen.

Men Basse Gasser tænkte ikke sådan. Jeg ved ikke, hvad der var galt. Jeg tror, det var en flugt. Jeg skulle jo have snakket med Sofie om det.
Om jeg var et dumt svin? Naejjj, det ved jeg ikke. Et dumt svin ...det er vel, når man gør noget bevidst for at skade andre. Det var jo ikke for at.

Basse Gasser var i starten af tyverne og skyllede på en bølge af succes og ungdommelig charme lige ind på de bonede gulve.

"I hele den periode kom jeg alle steder. Engang lavede jeg mad til et vidunderligt selskab hos vores gamle kulturminister. Det var en fantastisk fest. Der var sgu format over det. Han var en mand, der kunne inspirere.

Basse Gasser var sådan en lille, yndig ting, der fik lov til at komme med sammen med de andre. Sådan lidt i baggrunden, men alligevel med. Det var utroligt berigende, når man hørte dem sidde og tale. I det hele taget at være sammen med alle de mennesker der."

Det var i slutningen af 60'erne og i starten af 70'erne. Hele generationen af unge havde travlt med at frisætte sig fra alle de borgerlige dyder og Basse Gasser holdt sig ikke tilbage. Han tog for sig af retterne. Vin, kvinder og sang.

,,Ja, ja, selvfølgelig da. Dengang i Byen var der sådan en fuldstændig frihed over alt. Også erotisk. Folk kunne gøre hvad fan' de ville. Man skulle prøve det hele. Man prøver bare ikke noget, der krænker en selv eller andre, vel?

Jeg har ikke noget forhold til det på den måde, at det vil jeg gerne igen. Jeg savner det ikke. Man har nogle forskellige perioder i sit liv. Man har jaguarperioden og nogle andre perioder. Men det var en utrolig inspiration for mig, så længe det stod på.

Jeg har ikke haft noget tæt forhold til noget nogensinde i mit liv. Jeg har haft en dejlig barndom, en helvedes skoleperiode og en læretid der var rædselsfuld.

 Men hele mit sind er også sådan, at det skifter og skifter og skifter hele tiden.

Nu kom Basse Gasser så og spurgte, om jeg ville være souschef i byen på en restaurant, som han lige havde overtaget igen, efter at den havde været forpagtet ud.

Tjenere, der var Basser Gasser, den ene værre end den anden. De to kunne finde ud af det, men de andre. De var sgu så krukkede, at de fuldstændig ødelagde den stemning, jeg gerne ville have i huset.

,,Gud, De må ikke sætte Deres taske i vinduet, det gør man ikke her," og alt sådan noget pis. Og jeg havde som sædvanlig ikke pondus til at gå ind og markere, hvordan jeg ville have det. Der blev sådan en fims omkring det. Og Basse Gasser gik rundt i hvidt tøj fra Brødrene, og tjenerne også, og det var slet ikke det, der var meningen. Der skulle være et stykke rundt om maven på dem og så ikke alt det pis og papir. Men det var helt ude, mand. Så ærgerligt"

Basse Gasser prøvede at abstrahere fra intrigerne og kastede sig over køkkenet med vanlig entusiasme.

"Vi havde ikke ret meget plads, så vi måtte stå ude i gården og lave desserter og ordne grøntsager.
Jeg mente jo, at der skulle laves et nyt køkken. Først væk med alle de gamle traditioner, og så kunne vi begynde helt forfra med at bygge vores egne tanker op. Alt væk - og så tog vi fat. Vi lavede noget mad, og det blev skidegodt.

Men så gik snakken jo i byen:
"Hos Basse Gasser var der kun små portioner på tallerknerne og man blev ikke mæt."
Det blev sådan en dyrkelse, at man skulle slutte af ved en pølsevogn, når man havde været inde hos os. Sådan noget pis. Det har man sagt i de sidste tredive år, ikke kun hos os.

,,Når man havde spist på hotellet skulle man bagefter forbi pølsevognen."

Ja. Du kommer sgu da ikke som arbejdsmand, du kommer da ikke efter et stort fysisk arbejde og æder på Basse Gasser eller hotellet. Der kommer du for at spise det inderste hjerte i tingene. Det ædleste. Det er det, det drejer sig om."

-Relaterede kunstnere:

Lasse Rimmer:: Komisk føde til intellektet og de dybe lattermuskler . 0532.111 Leif Maibom: Flittig komiker - skuespiller - tekstforfatter . - Mads Keiser: - Sjove anekdoter om forholdet mellem mænd og kvinder . - Michael Carøe: crooner - ørefryd - entertainer . ::Mick Øgendahl:: Kompromisløs komiker . - MONRAD & RISLUND 2009: Pladderballe

Relaterede emner