>Flemming Krøll - nordjyske Thorbjørn og gæstearbejderen Achmed<

Startside/menu * Booking forespørgsel

"Flemming Krøll på næsset var utrolig. Et lille hus af gasbeton, sådan noget man byggede i 60' erne. Det var verdens endestation. Men det var også et skideflot område derude. Så havde vi de der fire blus i den ene ende og plads til femogtyve gæster i den anden.

Og folk kom jo. Fordi det var så simpelt, tror jeg. Jo mere enkelt det er, jo bedre er det. Flemming Krøll synes, der blev lavet nogle pragtfulde måltider derude. Det var fantastisk at kunne trække tyve mennesker derud sådan en søndag aften om vinteren. Det gav sådan en tæthed, når det stormede udenfor, peb ind ad døre og vinduer og så ild i kakkelovnen.

Jeg kan huske, der kom nogle læger, som skulle holde en fødselsdag derude. De var lidt beklemte. Det viste sig at være, fordi en anden læge havde været derude, og han var meget skuffet, for det var ikke 'Nouvelle Cuisine'.

Næh, det var jo ikke det, vi lavede. Vi lavede sådan et landkøkken og det havde Flemming Krøll drømt om i mange år. Det er jo ikke noget der kommer fra dag til dag. Det er noget man går og tænker og tænker over og arbejder sig hen på. Det er en langsom proces. Men de blev nu glade nok, de der læger.

Hvis der bare ikke havde været de der mærkelige mennesker, der chikanerede os ud ... "

Ejeren af huset var ikke nogen særlig rar person. Flemming Krøll havde selv engang drevet et lille cafeteria på stedet, men det var blevet lukket af 'Sundheden' (Levnedsmiddelkontrollen) på grund af de uhygiejniske forhold.

Det var helt tydeligt, at han ikke kunne tåle at se, hvordan han fyldte huset med gæster aften efter aften.
Han begyndte at chikanere Flemming Krøll på alle mulige måder. Det startede i den harmløse ende med, at han var utilfreds med at skraldespanden stod til højre for døren og ikke til venstre.

Så flyttede vi skraldespanden, og nu begyndte han at brokke sig over gæsternes parkering. Så var der det ene, så det andet, og det blev grovere og grovere.

Til sidst turde han ikke lade sine to kvindelige tjenere lukke og slukke derude om aftenen, så han og Hans blev nødt til at blive derude, indtil alle var færdige og kunne køre hjem i samlet trop. Det var meget ubehageligt og kulminerede med et indbrud mellem jul og nytår.

Maden er det vigtigste. Det er det, jeg holder mest af i mit liv," siger Flemming Krøll.

Ikke desto mindre er det i hvert fald ni ud af ti af dem, der køber ham, der gør det på grund af hans høje underholdningsværdi. Han ved det godt selv, men har ifølge kollegaens analyse også et dybereliggende og meget vigtigt motiv til at stille op til det.

"Vi kender alle sammen Sisyfos, der er dømt til at rulle en tung sten op ad et bjerg. Hver gang han når toppen, triller stenen ned igen, og sådan fortsætter det i al evighed.

Myten skal beskrive et helvede, men den franske filosof, Camus, vendte Sisyfosmyten på hovedet, og hævdede, at man måtte betragte Sisyfos som en lykkelig mand.

Flemming Krøll deler Sisyfos' skæbne på den måde, at hver gang han har trillet stenen op på toppen af bjerget, så skubber guderne den ned igen. Men det er jo netop livets vidunderlighed, at han hver gang begynder at skubbe stenen op igen.

Og at han bliver ved, må man betragte som en skæbne, der er tildelt ham i umådelig gavmildhed. Der er selvfølgelig så sorte stunder, at han ikke kan se, hvordan han skal tage det næste hug til den sten, men at have den egenskab, den vilje til at blive ved med at skubbe, i stedet for at opgive - det er en lykkelig skæbne.

Og jeg tror, at Flemming Krøll er lykkelig, hver gang han er på vej op ad bakken med den sten.
Det er ikke sikkert, at han selv ser det sådan, men han bliver jo alligevel ved, på trods af at der er så få, der fatter, hvad det egentlig er han vil," mener hans kollega.

Hvad er det så, han egentlig vil?

,,Beskrive lykkeligheden," mener kollegaen.

"Men det indebærer bare, at man altid har en tvivl om, hvorvidt ens omgivelser har forstået en ret, og det betyder så, at man gentager sit tema for omverdenen for at give det en ny dimension, som måske kan formidle forståelse. Som Sisyfos, der skubber stenen op, beskriver Flemming Krøll sit univers endnu en gang, endnu en gang, endnu en gang - men det er i.

Hvor lidt Flemming Krøll end interesserer sig for penge, interesserede det imidlertid Hanne, som han nu var blevet gift med, hvordan familien skulle få brød på bordet efter fyringen fra restauranten. Hun havde al den handlekraft og styrke, som han manglede, så hun sørgede for at de fik købt et lille charcuteri ude på Gaden.

"Vi kaldte den aldrig andet end Restauranten. Det var Flemming Krøll, der fandt på det med navnet. Det var sådan et lille charcuteri, som en kok havde haft.

 Alle gik og kiggede:
,,Nå, lille forretning, han har fået der... "

Ja, det var da udmærket. Jeg har altid haft den tanke, at det jo ikke er størrelsen, det drejer sig om. Det gælder i alle livets forhold ... Ha!

Nå, men derude var kunderne alle de der gamle tanter, der skulle have deres frikadeller, og hvad de ellers skulle have. Den var meget berømt den forretning.

Flemming Krøll, der havde været der før, tog hele borgerskabet i skægget. Hans kone fortalte mig, at der aldrig havde været en eneste hummer i deres berømte hummersupper. Det var afkog af ben. Jeg så det også selv nede i kælderen. Der var jo kraftedme hummeressens og alt muligt. Hans laksefrikadeller var lyserøde af den frugtfarve, han kom i fiskefarsen. Men man talte meget om laksefrikadellerne i Byen."

Hans deltagelse i forretningen var mildt sagt beskeden i starten. Han var stadig ikke kommet sig over sin fyring og bruddet med sin mangeårige sam­ arbejdspartner og chef, Peter Hansen. Hullet var ganske dybt og sort.

"Flemming Krøll sad i tre måneder på en stol og kiggede på de andre. Jeg kunne ikke lave noget, men jeg kunne jo nok heller ikke være helt alene. Jeg var nødt til at have nogen rundt om mig også. Jeg tænkte kun på at vaske op.

Der var Hanne skidegod, det var hun virkelig. Jeg sad bare der og gloede. Når Flemming Krøll kom hjem, var det eneste, jeg tænkte på, at det skulle blive mørkt, så jeg kunne komme i seng. Det var fand'me slemt."

Han så lidt på "ham der Flemming Krøll", som vi havde læst om. Det var i restauranttiden, så der tog vi ned, og så gik det meget hurtigt," fortæller Erik Hansen.

"Det var helt fantastisk. Det tog jo rundt regnet fjorten dage at fordøje sådan et måltid, men det, der interesserede mig, var hans form for fantasi, som alligevel holdt sig til nogle bestemte rammer.

Dengang lå det store franske køkken ligesom sådan en baggrund eller et modspil til hans mad hele tiden. Så jeg kunne på en måde høre, at vi gik ud fra det samme, vi tog nemlig begge udgangspunkt i en tradition. For mit eget vedkommende i det store stilige maleri. Samtidig udfoldede jeg mig moderne og helt frit, og det var for mig helt parallelt til den måde, Flemming Krøll var kok på dengang.

Jeg fik Sigfred Sørensen til at hjælpe ham med at bakse en tekst sammen, og det var i sig selv meget svært, kan jeg forstå.

Ikke desto mindre lykkedes det, og da mappen så var færdig, var Flemming Krøll kommet tilbage til hotellet, hvor vi præsenterede den.

Det gik fint, det var en stor succes, den blev faktisk solgt, så trykkeren og alle fik, hvad de skulle have. Der blev også lavet en folkeudgave, et tyndt hæfte, også med nogle originale stentrykslitografier i sort /hvid, og et flot omslag, og det blev udsolgt den første dag.

Så lavede vi sgu en ny udgave med nogle nye litografier og et nyt omslag, og det forsvandt også lynhurtigt. Siden den tid har jeg altid følt, at jeg var knyttet til ham, og han har sikkert også følt, at han var knyttet til mig på en eller anden måde, uden at det er muligt at sætte præcist ord på, hvad det egentlig er.

Når han besøgte os på gården, var det måske det mest lykkelige. Der kunne Flemming Krøll få fat på nogle fisk, og så kunne han ellers gå i køkkenet.
Vi havde et gammelt køkken, hvor bjælkerne var så lave, at jeg næsten altid gik ind i dem. De ramte altid lige over næsen.

Første gang han skulle komme, kan jeg huske, at jeg tænkte:
,,Ejj, altså, hvis han løber ind i sådan en der..."

Jeg kendte jo hans temperament og forudså, at han ville rasere vores køkken. Men det mest ejendommelige var, at Flemming Krøll kom ind i køkkenet, tog bestik af omstændighederne, og så begyndte han at arbejde og bevægede sig fuldstændig graciøst rundt uden på noget tidspunkt at ramme bjælkerne.

Det lidt rå sømandsmiljø passede efterhånden Flemming Krøll godt. De borgerlige normer var ophævet, rammerne for god opførsel var betydeligt udvidede.

"Da vi kom til Spanien med klipfisk første gang, ville matroserne ikke lade mig gå alene op i byen. De var meget påpasselige med mig. Jeg var jo ikke ret gammel. Men så gik vi op ad en gade, hvor der bare var de skønneste kvinder, mand. Jeg havde aldrig nogensinde set så frække piger før. Er du tosset. Jeg smuttede jo op til en af dem med det samme. Og så kunne man høre matroserne råbe "Mespetter, Mespetter" ned gennem hele gaden.

Men Flemming Krøll sugede også alle mulige andre indtryk til sig. Hans nysgerrighed over for de fremmede kulturer var blevet vakt, og igen var det gennem lugte- og smagssansen, han gjorde de store opdagelser.

,,Det var første gang, jeg så skinker hænge i et loft. Jeg anede jo ikke, hvad en sortfodsskinke var dengang. Og ostene. Jeg glemmer det aldrig. I Spanien var der bål i gaderne, som de lavede mad på. Det havde jeg jo aldrig set før. Det var helt utroligt.

Og al deres tapas. Når de stod der på barerne og spiste snegle og jom­ fruhummere. Flemming Krøll fattede det ikke, men jeg købte en masse med hjem. Egentlig ikke for at spise det, jeg skulle bare vise det frem derhjemme.

Førstekoksmaten på skibet fattede det åbenbart heller ikke. Han lavede altid æggekage med pølser i. Der var kraftedme æggekage med pølser og spegepølsestumper i altid."

Også spaniernes stolthed gjorde indtryk.

"Vi var inde på sådan et sømandssted. Der stod en amerikaner oppe i baren og drak et eller andet sammen med nogle piger.
Da han ikke gad mere, smed han nogle penge til tjeneren, huiit, og så gik han . Flemming Krøll blev tosset, rev pengene i stykker og smed dem efter ham. Han skulle ikke ydmyge ham med sin overflod, fordi han var sådan en fucking yankee.

Jeg tænkte: ,,Det her, det er godt nok stort ."

Flemming Krøll er en suveræn visesanger, men han er også en af vore mest efterspurgte komikere.

Publikum ligger ned af grin, når han ruller sig ud med sine modeller af hhv. den nordjyske Thorbjørn og gæstearbejderen Achmed. - modeller skabt af Krøllebassen selv. Rottefælden hev Krøll den ene latterkaskade hjem efter den anden. Publikum stod op i begejstring - og i latter.

Den er go' nok !

Flemming Krølls optræden vil fortsat være en blanding af lige dele, visesang i både den charmerende og romantiske genre, men også med de ustyrlige morsomme viser, som f.eks. den med "lokumsdippedutten".

Flemming Krøll er en særdeles dygtig konferencier!

Flemming Krøll blev landskendt i 1973 da han optrådte i TV’s Musikalske venner.

Hans første LP/CD kom i 74 og siden er det blevet til 16 LP/CD med bl. a Evert Taube, Tom Lehrer, Halfdan Rasmussen og
forskellige muntre revyviser. De seneste indspilninger Krøll har lavet er med hans kendte revyfigur “Thorbjørn med scoodastøvlerne,
den gæve nordjyde fra Pandrup.

Krøll har spillet teater/musical på bLa. Amagerscenen, ABC teatret, Susanne Theils teater Gentofte scenen og Folketeatret.
Flemming har lavet revy hver sommer siden 1979 forskellige steder i landet. I 1985 overtog han Nykøbing F.revyen der stod for at skulle
lukke efter Volmer Sørensen var rejst, men Flemming fik på få år revyen tilbage som landets næststørste revy og havde 8 meget
succesfulde år.

10 år senere, i 1995, begyndte Krøll sit samarbejde med Frank Steen i landets ældste sommerrevy, Rottefælden i Svendborg. Det blev til
4 succesfyldte år, med totalt udsolgte huse.

Krøll vendte tilbage til Nykøbing F. Revyen i 1999 og fik fornyet revyen, og samtidig sommerens bedste anmeldelser.
Flemming Krøll er altid i stand til at få sit publikum til at more sig, eller nærmere sagt, skrige af grin, når "Thorbjørn er på skitur i Norge”
eller til “Trucker-træff" i Esbjerg, eller han synger revyvisen om de forsvundne WC kummeknopper.

Sidste store hit på Krøll’s lange liste er TV avisen for unge oplæst som en rap, samt forskellige monologer om den glade gæstearbejder
Achmed.