>Venskabsbyorkester<

Aalborg Pensionistorkester er tilbage på hjemmebanen efter en succesrig femdages-tur til Aalborgs venskabsby Wismar i Tyskland.

Kapelmester Anker Møller og det 22-mand store orkester har igennem sit snart 25 årige virke på det nærmeste opnået kultstatus i det nordjyske, men at man også uden for Nordjylland er i stand til at henrykke og begejstre, er den seneste udlandstur et godt bevis på.

På turen til Wismar underholdt Aalborg Pensionistorkester ved tre arrangementer - og hver gang med kanonsucces.

Med Wismars borgmester blandt tilhørerne gav man den første koncert i Wismar Rådhus' smukke festsal sammen med Hansestad Wismars Kor.

Den optræden blev dagen efter fulgt op af et udendørs arrangement på "Landesgartenschau-Seebühne", og en koncert på plejehjemmet Malteserheim.

- Det var en anstrengende men pragtfuld tur, og det var dejligt, at vi overalt fik så megen ros for både vores spillemæssige kvaliteter og valg af repertoire.

Vi er stolte af at være ambassadører for Aalborg Kommune, siger kapelmester Anker Møller. Aalborg Pensionistorkester har ikke tid til at hvile på laurbærrene.

I november måned kan orkestret fejre 25 års jubilæum, og det kommer ikke til at gå stille af. Jubilæet markeres bl.a. med en reception i Huset lørdag 9. november og med en koncert i Europahallen søndag 10. november.

Ved den lejlighed vil også kollegerne fra Århus Pensionistorkester gå på scenen - og programmet præsenteres af folkekære Bjørn Tidmand, der den dag optræder i rollen som konferencier.

Mellem fødsel og død er der noget, man kalder livet. Det er ikke så nemt at tumle. Men man skal helst have så meget ud af det som muligt, for man får næppe en chance til. Det har personerne i "Baby" noget svært ved.

Det hustler og spiller tosset og drikker og junker og myrder og snyder og svigter og horer og bedrager og pusher i en uendelighed.

Og selv hvis man går ind på den vinkel, som instruktøren lagde frem her i avisen i fredags - at hele molevitten ses gennem en af personernes øjne og hjerne som en blanding af drøm og mareridt - er det svært at holde fast om og sammen.

Teknikken er lidt klippe-og-klistre - som i en film som "Short Cuts", altså lettere filmisk - og det forvirrer noget mere end det fremmer, det kræver opmærksomhed at forsøge at få enderne til at mødes, når der springes fra den ene skæbne til den næste, til den tredje og fjerde og tilbage igen.

Det gør det også lidt svært, at der ikke rigtig er nogen fjendebilleder, nogen at give skylden for al elendigheden.

Hvorfor kan de unge og halvunge ikke rigtig finde ud af at bruge deres liv til bare noget nogenlunde fornuftigt? Hvorfor kan de ikke opføre sig rimeligt over for hinanden og over for sig selv? Det er ikke, denne gang, den med at det er samfundets skyld. Ikke rigtigt, i hvert fald.

Og måske dog alligevel. Det er nok så meget et billede af en tid og et miljø, hvor det er være ung og anderledes er vigtigt og noget i sig selv, hvor det altid er løbsdag for pengegaloppen, hvor selvoptagethed og skråt op-tegnet går hånd i hånd, og hvor man tager en gratis omgang og rager til sig i stedet for at lægge noget arbejde i situationen.

Det er en række forsøg på at finde en eller anden form for lykke og dermed en af livets Bermuda-trekanter: Søge, finde, miste. Og forfra igen.

Det er svært at finde ud af, om man skal holde af dem, holde med dem, bare kunne li' dem en lille smule eller have regerligt ondt af dem.

Den eneste, man egentlig kan få en smule sympati for, er manden i dametøjet, der en slags fortæller, en ikke-djævelsk udgave af konferencieren fra "Cabaret", der synger bl.a. Lou Reeds gennemgående "Take a Walk on the Wild Side" som en opfordring til at leve sig selv ud, finde sig selv, være drag, hvis det er det, man helst vil.

Smukt, mildt og følsomt spillet af Mogens Rex. Det hjælper noget på vej, at dekorationen er så markant. Der er en flok kasser, som er skrå; det er tilsyneladende in på teateret for øjeblikket. Der spilles på dem - aldeles udmærket og med power på af alle - og de fungerer som opbevaringsrum for både rekvisitter og medvirkende.

Og der er god gang oplukkelige riste i gulvet, så man kan opleve personernes ture ned i en rigtig underverden, måske endda deres underbevistheder. Men ret langt og ret uoverskueligt er det altså

Relaterede kunstnere: