"That'll be the day" Det var en næsten fuld hal, der søndag aften begav sig ud ad musikmindernes landevej sammen med den engelske rockmusical, "That'll be the day".
Publikum blev ført gennem showet ved hånden og ørene af et seks mand stort orkester, to mandlige og to kvindelige sangere. De nåede at give smagsprøver på mere end 70 sange fra rockens barndom i 50'erne frem til slutningen af 70'erne.
At kalde showet en rockmusical er måske lige at svinge sig lidt for højt op. For selv om der var mange kostumeskift i det over toenhalv time lange show, var der ikke meget skuespil over det. Til gengæld fik publikum et højt kvalificeret partyband, der friskede lydsporet til ungdomsminderne gevaldigt op.
Showet kom lidt sløvt fra start med "Blue Moon". Publikum var ikke lige klar på at synge kor, da bandet ville have dem til det. Men allerede under den næste sang blev det meget bedre.
Da kom de to sangerinder ind iført stramme tigerstribede gamacher og orange toppe. Det hjalp gevaldigt på stemningen blandt publikum. Gensynets glæde kunne anes i øjnene på flere af de mandlige tilskuere.
Størstedelen af publikum var ligesom band og sangere ude over den første ungdom. Så når den ene sanger, Trevor Payne, i rollen som en meget alternativt påklædt Mick Jagger gav sig til at beklage sig over tiderne og over hvor fjollet de unge mennesker klæder sig nu om dage, gav det både grin og mange bekræftende tilråb fra salen.
Trevor Payne bandt showet sammen og opildnede publikum med historier om de gamle sange og om, hvorfor vi stadig har lyst til at høre dem.
Han har ikke den største stemme, men han charmerede publikum både i rollen som sig selv og i sine parodier på Mick Jagger og Cliff Richard. Specielt Sir Cliff blev perfekt imiteret.
En god stemme har Katy Setterfield til gengæld. Høj og lyshåret ligner hun hverken Cher eller Tina Turner, men hun kan lyde nøjagtig som dem begge. Hun gik fra at stå i storblomstret hippieskjorte og synge Sonny & Cher hittet "I got u babe" til at svanse rundt i en frynset bikini og med dyb, hæs stemme trykke den af til Turner-sangen "Simply the best".
Svingende godt. Det tætteste, aftenen kom på et klimaks var under den store hippieparade efter pausen. Hits fra Beatles, Sonny & Cher og Nancy Sinatra fløj ud over scenekanten i en lind strøm.
Men derefter gik stemningen mere op og ned. De mange kostumeskift drev showet for langt ned i tempo, og der var en del sange, man godt kunne have undværet.
Selv om bandet spillede udmærket, kunne det ikke skjules at sangerne var lidt slidte til sidst. Alligevel fik folk helt sikkert, hvad de kom for. To timer fyldt med soundtracket til de bedste ungdomsminder, masser af mulighed for fællessang og to omgange ekstranumre. Mere kan man vel næsten ikke bede om.
Relaterede kunstnere:
Disco Fever - indhylningsdiscoinferno
Disco3000
Dodo and the Dodos
Duetten og Mejse
Fame-band - 70’er disko, melodiøse 80’er sange
Fede 80ere - genintroduktion af 80ermusikken
Fenders
Festmaskinen
Festskaberne
Flyers
FOXX
Freak Out
Funkarella - dynamisk blanding af dansevenlige hits
Grand Prix De Luxe
Grand Prix Kitsch - Trier - Röder Jessen
Greatest Hits
Guldholdet
Heatwave
heyya
HitDeluxe Partyband
Hit med 80erne - tiårsmusik
Hitfaktor
Hitmaskinen
Hits Only -
rutineret festband