Peter Green m. Splinter Group Det var noget og så alligevel ingenting.
Magien udeblev, men til gengæld fik vi masser af guitartråd og britisk bluesrock af den solide skuffe, da den 55-årige guitarist Peter Green lagde vejen forbi det gamle forlystelsesetablissement Grand i Aalborg med sit band Splinter Group fredag aften.
Green er kendt for storhedstiden i 60-ernes bluesgruppe Fleetwood Mac, hvor han skrev hits som "Black Magic Woman" og "Albatross", og det var en tætpakket og forventningsfuld sal, som ventede på om Green og kompagni kunne gentage bedrifterne fra dengang.
På slaget 21 gik gruppen på og lagde ud med tæt og hammertung lyd - meget klubagtigt og britisk -med flødefed Hammond B3, hvinende Fender-guitar og tunge, tunge trommer.
Green sang for indimellen, men du hørte ikke meget til hans fabelagtige melodiske og duvende guitarspil i de første par numre.
I stedet var der dømt fredagsbal, og blues, der hurtigt røg over i det rockagtige og uforpligtende. Det var musik til fadøl og dans og tosset tobak, og som sådant fungerede det i lange perioder fint.
Splinter Group består foruden Green af Nigel Watson, guitar, Roger Cotton, keyboards, Pete Stroud, bas og Larry Tolfree, trommer, og de fik for alvor fat i publikum med Elmore James-nummeret "I Believe My Time A'int Long" - bygget op over et Dust My Broom-riff - fik det sagt gang i både sortklædte drenge og leopardplettede piger på dansegulvet.
Green selv fik bedre styr på vokalen og sang dybt, mørkt og lidt Muddy Waters-agtigt, når han ikke leverede ypperlig slideguitar på den shuffleagtigte "Running After You" eller gjorde det glimrende på "The Stumble" fra tiden med John Mayalls Bluesbreakers.
Så gik der et eller andet galt, netop som bandet var ved at bygge op. Nigel Watson tog over på både guitar og vokal på standardblues-nummeret "Little Red Rooster" og balbluesmusikken begyndte igen at tage over.
Vi fik lidt Jimi Hendrix-agtig voodoostemning på nummeret "Shadow", og en uoplagt og dårligt arrangeret Robert Johnson-klassiker "Steady Rollin' Man".
Og Gud og Muddy Waters hjælpe mig også bluesmusikkens svar på jazzens "Everybody Loves Saturday Night" - som igen satte gang i dansegulvet - nemlig "Sweet Home Chicago".
Sådan vekslede koncerten mellem at være festglad uforpligtende og koncentreret vedkommende.
Green selv listede rundt på scene med sit pirattørklæde om de grånende lokker, småsmilende og lidt fjern, men selvfølgelig fik vi den svævende og drømmende "Albatross" opkaldt efter de store haves mytiske søfugl, mens "Black Magic Woman" efter en fin og hypnotiserende start endte i rodet og mudret guitargejl.
Sådan svingede niveauet hele koncerten igennem. Alt for ofte blev vi efterladt med fornemmelsen af et hårdtarbejde klubband tilføjet en gammel stjerne, der måske i virkeligheden ikke længere var så interesseret i at forføre og forblænde os.
Og så pludselig som i et tæt nyskrevet nummer, "Real World", fik publikum igen fornemmelsen af et band, der arbejdede sammen og ville noget med hinanden og deres musik. En diffus koncertoplevelse med glimtvis eksempler på tidligere tiders storhed.
Relaterede kunstnere:
3Tops
6Feet
Almost
Famous
Antonelli Orchestra
Back to the
'80s
Bad Influenze - Fredrik Wallin
Basic3
Beat Birds
ben9boss
Bierband
Bob
Ricketts
Bogarts
Livemusic
BoogieKnights
Cha Cha Nougat - Let's have a party
Claus og Morten
Cover Up
Collage
Cool Cats
Copy
Right
Crazy Diamonds
DanBand All Stars - pakkeløsning - firmafesten
Dancing Queen
Davids Decible
Dem vi
elsker
Det lille rockband