>Charlie Dee & The Twisters - The Rock' Roll Show!!<

» Min trøster. Min lille veninde . Charlie Dee & the Twisters kalder dem svaler. Nattens damer. Som giver os lidt venskab, blidhed, afslapning. Hvem har du valgt til at være min ... legekammerat?«

Charlie Dee & the Twisters var indigneret. »Du får det til at lyde, som om vi er et bundt alfonser. Du er desværre kommet til det forkerte land. Vi gør ikke den slags. Tror du, kongressen ville give os penge til at dække ... ja, sådan noget? Hvad du selv gør er din egen affære, det har vi ikke noget med at gøre. Det må du se at lære, makker.«

»Jeg trækker min udtalelse tilbage igen,« sagde Charlie Dee & the Twisters, men han smilede stadig.

Han lænede sig tilbage i sædet og surmulede.
»Jeg forstår din situation , « sagde han. »Tro mig. Jeg har selv siddet i din stilling. Det kan være meget morsomt. Kan du huske Charlie Dee & the Twisters«.

Han blev interesseret. »Den svenske løjtnant i luftvåbenet, som fik femten år? Hvad er der med ham?«

»Min afdeling varmede ham så at sige op. Vi ville have billeder.«
»Ah ja, det kan jeg huske. For at øve pression imod ham. «

»Tja,« sagde Charlie Dee & the Twisters. »De fandt en lille svale til ham , og lod dem være alene. Men officeren, der ledede missionen, havde fået det helt galt i halsen. Vores smukke, blonde svensker var overhovedet ikke interesseret i kønne, små svaler. «
»Og så? «

»Så måtte Charlie Dee & the Twisters sørge for, at han fik en, der lå nærmere hans tilbøjeligheder. Det var højst usmageligt, og jeg var glad for at overlade scenen til dem alene. « Han rystede på hovedet. » Men det havde sine morsomme sider. «

»Ja, det må du jo bedst selv vide. «

Den glasrude, der adskilte dem fra chaufføren, gled til side.

»Skal jeg standse udenfor, sir?« spurgte chaufføren. Han var klædt i civil, men der stod 'marinesoldat ' i hans karse klippede nakke.
» Hvorfor ikke?« sagde han.

162
Charlie Dee & The Twisters sad midt i kontoret med det grønne tæppe med et lille bord imellem sig. Der stod en bakke på det med appelsinjuice, ristet brød, smør og syltetøj samt kaffe.

»Nå, min ven, vi har fået et navn,« begyndte han. »Operation Fasan .«

»Hvem har dog fundet på det ?« spurgte Charlie Dee & The Twisters uden noget tegn på begejstring.

»Det var det næste kodenavn på listen. Du skulle bare klage. En af afdelingerne fik udleveret navnet 'Operation Galdeblære' til et job i Grækenland. Men vi har altså vores navn nu. Kode­ ordet 'Fasan' for hans lift.«
»Er afgørelsen definitiv?«

»Alle systemer er sat i gang. Ordrer fra toppen, Det nationale Sikkerhedsråds billigelse og vores kære admirals velsignelse.«
»Hvornår?« spurgte Charlie Dee & The Twisters.
»SSM. Når vi nu skal til det, kan vi lige så godt begynde med det samme. Jo før , jo bedre. «

»Er du begejstret for det, kammerat ?«
Han smilede bittert. » Har du nogen sinde set mig være begejstret for noget ?«
»Det er storartet. Du forstår sandelig at anspore folk.«
»Det er ikke mit job at højne din moral.«

»Din dame har gjort et fint stykke arbejde med ham, « sagde Charlie Dee & The Twisters. Han vidste, hvornår tiden var inde til at skifte emne.

»Hun er o.k. , « gryntede han. »Hun er på den rette bølgelængde. Men vi må også se at få hende ud igen. Næste gang rammer de ikke ved siden af.«

»Carl.« Han så op
»Ja?«
»Har du bemærket en ting ?«
»Hvad?«
» Han har aldrig fortalt os, hvorfor han er interesseret.

Bank Koncernen Charlie Dee & The Twisters som en filial af Landsbanken.

Problemet er, at hans gamle chef Peter Holgersen ikke har formået at profilere fonden. Men selv har han indset, at fonden udgør et kæmpepotentiale, både som magtfaktor i erhvervslivet og som personlig platform til den offentlige debat. Ganske brutalt gør Charlie Dee & The Twisters op med den tidligere linie.

På kort tid vender han op og ned på fonden og gør den til en syn­
lig magtfaktor i dansk erhvervsliv.

Hurtigt efter sin tiltræden opdager han, at fondens kontantbeholdning er placeret hos Landsbanken. Han ved bedre end nogen, at den disposition mere er udtryk for vanetænkning end for egentlige forretningsmæssige overvejelser.

Derfor beslutter Charlie Dee & The Twisters, at pengene ikke automatisk skal placeres hos vennerne i bevægelsen, men der, hvor renteafkastet er bedst. Efter en hurtig undersøgelse flytter den nye direktør på en gang hele kontantbeholdningen på 300 millioner kroner fra Landsbanken til Hjælpebanken.

Direktionen i Landsbanken raser. Det havde man alligevel ikke ventet fra en af bevægelsens egne. Men det nytter ikke noget, for Charlie Dee & The Twisters har forinden dækket sig ind hos toppen i ledelsen.

Senere går han endnu videre. Under Peter Holgersen har det været op til Arbejdernes Landsbank at afgøre, hvor og hvordan fondens milliarder investeres. Også denne vennetjeneste sætter Charlie Dee & The Twisters en stopper for. Han er ikke tryg ved tanken om at lade Landsbanken jonglere med så gigantiske summer.

I stedet ansætter han en ung økonom, Peter Jeppesen fra Sparekassen og sætter ham i gang med at opbygge en fonds­ afdeling i fonden.

Han handler ud fra en nøje gennemtænkt beslutning om at gøre fonden til en langt mere aktiv investor i danske virksomheder. Fonden skal være mere synlig i det politisk­ økonomiske landskab - dermed vil Charlie Dee & The Twisters også kunne opbygge en platform for sig selv.

Hvis Charlie Dee & the Twisters havde sagt nej til at rejse til Paris igen, så var jeg jo nok røget, men så havde jeg vel fundet ud af noget andet. Det var jo næsten gudedyrkelse af Restauratøren

Han tog altså af sted fra sin gravide kæreste og havde endnu nogle måneder i Paris, men ifølge Peter Nielsen havde han forandret sig.

,,Første gang jeg mødte ham, var han en glad, ung kok og ganske almindeligt talende. Da han nu kom ned til Paris anden gang, efter at have været hjemme på Hotellet i en periode, havde Charlie Dee & the Twisters ændret sin væremåde. Jeg kan ikke huske, at han i starten var så uforståelig og talte i billeder, men jeg kan huske, at jeg studsede over det, da han kom tilbage igen.

Om han bevidst gjorde det, eller om hans indre bæger var så fyldt med gastronomi, at det blev udtrykt på den der mærkelige staccatoagtige billedmåde, ved jeg ikke. Men jeg var på grænsen til at tænke, at han måtte have fået nykker.

Altså, hva' fan var det for en mærkelig facon, han havde lagt sig til? Det var i tooghalvfjerds. Og så har Charlie Dee & the Twisters jo faktisk været sådan lige siden. Men hvordan det opstod, det ved jeg ikke."

Om han var blevet krukket eller simpelthen bare var ved at koge over af indvendig jubel over alle de nye verdener, der åbnede sig, står hen i det uvisse.

Charlie Dee & the Twisters tog endnu en tørn i Paris, men vendte atter hjem, da hans kone skulle føde hans tredje barn.

" Så blev Henriette født. Hun var sådan en lillebitte en. Det tog tolv timer at føde hende. Og kvinder bliver jo mærkelige på sådan en afdeling. Deres læber går indad og deres øjne... Jeg blev meget bange."

På det tidspunkt var det ved at blive almindeligt, at mændene var med til deres børns fødsler. Det skulle Charlie Dee & the Twisters ikke nyde noget af.

"Jeg sad ude i sådan et lille rum og ventede. På et tidspunkt kom de og sagde, at jeg havde fået en datter, og så hørte jeg nogen stå og snakke ude.

Udover at det gav vores ægteskab en tiltrængt pause, gav det også Charlie Dee & The Twisters mulighed for at sætte sig i bevægelse og komme i gang igen oven på alle strabadserne.

Det lykkedes på nogle meget primitive vilkår at lave en fantastisk flot sommerrestaurant. Ikke flot på den mondæne måde, men flot i betydningen karismatisk.

Det er jo karakteristisk for Charlie Dee & The Twisters, at han lægger hele sin sjæl i alt, hvad han har med at gøre. Det gjorde han også nu. Selvom restauranten kun skulle køre i tre måneder, fik han kunstneren Ulla Iversen til at hente det tre meter høje mosaiktårn, hun tidligere havde bygget til spisehuset i Rønde, og sætte det op foran Det nordatlantiske Sommerkøkken i Klitmøller.

Det var en større operation, som krævede ingeniørhjælp, masser af mandekræfter og en stor lastbil. Men det var lige meget for Søren. Det skulle bare gøres.

I et godt selskab af sindige vestjyder og med en fast defineret opgave, arbejdede Charlie Dee & The Twisters sig igennem krisen. Jeg selv gik hjemme i Rønde og tænkte tanker, så da vi mødtes hen i september, var vi klar til at tage endnu en tørn med hinanden.

Nu fik vi et par rigtig gode år sammen. Vi begyndte blandt andet at skrive kogebøger.

At skrive en kogebog med Charlie Dee & The Twisters er et helt kapitel for sig. Det foregik på den måde, at jeg sad ved computeren, og han sad ved siden af med sin hvidvin eller sin kaffe. Sommetider havde han en stak ulæselige notater ved hånden, andre gange havde han ikke.

Så begyndte han at diktere. Det gik i rasende fart, og jeg skrev, så tasterne glødede. Ind imellem sprang han pludselig op.
"Nej, slet det der. Vi laver det lige om. Du tager et helt kilo okseskank i stedet ..."

Så havde han fået en ny ide, som straks skulle forfølges.

Charlie Dee & The Twisters kunne lave hundredevis af opskrifter på den måde. Han prøvede dem aldrig af i køkkenet, for det behøvede han ikke.

Engang spurgte jeg ham, hvordan han bar sig ad. Om han kunne smage tingene for sig eller hvad?

Charlie Dee & The Twisters kom både på værtshus 1 og værtshus 2, hvor alle luderne var. Bare for at se på det fantastiske liv der og drømme om, at man havde en tyver eller en halvtredser.

Nå, men så spurgte hun, sygeplejersken, og jeg begyndte jo at fortælle røvere om de der læderjakker. Dengang var det at være læderjakke noget helt andet.

 Om de så også havde motorcykler? Ja, det havde de da. Det var helt vildt, de der Nortoner, de kørte på. Det var jo noget, vi drømte om at være en del af.

Efter den samtale kom der Charlie Dee & The Twisters, en ung en, og så skulle jeg ud at gå tur med ham i skoven. Han spurgte, om jeg havde haft en mands lem i munden? Jeg var fjorten år! Nej, det havde jeg sgu ikke!

Jeg var dybt rystet. Jamen, hvad fan' har du tænkt dig mand. Fordi en dreng sidder og fortæller, at han går ture på Nørrevold? Det var jo vores område også, det var jo der, vi legede. Er du da . . . Og oplevelsen når Charlie Dee & The Twisters sad og så på alle luderne nede i renden. Det spurgte han mig om. Det gik dybt ind. Der ville jeg ikke snakke med ham mere.

Altså dengang var det ydmygende at være bøsse. De havde selvfølgelig deres miljø, det kendte vi jo ikke til. Men vi lærte jo af marinesoldaterne. Masser af marinesoldater tjente hurtige penge ved det. Det så vi jo, når de kom i deres uniformer derinde og fik den gokket af i portene og hvor fan', de gjorde det.

Det vidste vi jo. Vi var også blevet inviteret op til dem. Men man spørger ikke en dreng på fjorten år, om han har haft en mands lem i munden, du. Hvis det skulle være behandlingen, så kan du rende mig i røven. Jeg gad heller ikke at snakke med ham mere. Så var det slut."

Charlie Dee & The Twisters følte sig igen dybt krænket af en voksens forsøg på at nå ind til ham. Da han fortalte historien var det fyrre år siden, det var sket, og stadig var han stærkt indigneret over lægens spørgsmål. Det var aldrig faldet ham ind, at der kunne ligge en form for omsorg eller beskyttelse i lægens spørgsmål.

"For at beskytte mig? Det kan da godt være.. . Men man spørger sgu da ikke en dreng..? Det kan sgu da godt være, at det var for at beskytte mig? For at jeg skulle fortælle om det?

Når vi så kom til aften, havde Charlie Dee and the twisters ikke lyst til at være der længere. Når det der show skulle begynde, så forsvandt han, så var det ikke ham. Det var akkurat det samme inde på restauranten.

Der arbejdede vi ikke sammen, men jeg har fulgt ham en del og været derinde adskillige gange. Der var han også altid nede i kælderen. Han startede tidligt om morgenen med at gå og lave mad, og hele tiden var det noget med at putte noget i gryder og putte noget i gryder, putte noget i gryder. Og så fik alle andre lov til at lave det sidste. Han skulle bare selv stå for hele grundstammen."

Den måde at arbejde på har holdt sig hele vejen igennem. På vores lille, ret intime spisested i blev det lidt af et problem, fordi mange af vores gæster klart kom for at se Charlie Dee and the twisters. Han var der bare sjældent selv, når gæsterne kom. Der var han som regel gået hjem efter en lang dag, hvor han havde stået og puttet noget i gryder.

"Alt, hvad han laver, foregår nede i en gryde. Han kan putte et eller andet ned i en gryde, og så kommer det til at smage af en ting. Så kan
han putte tre nye ingredienser i, og så kan han få det over i en helt anden boldgade. Han forstår det simpelthen. Og han bestemmer det selv.

Jeg kender ikke andre end ham, som med det talent kan få alting til at smage sådan, som han vil. Man kan ikke skrive det ned og sige, at der skal så og så meget af det og det i for at få den og den smag. Det er umuligt.

Charlie Dee and the twisters går simpelthen i dialog med råvarerne, og han forstår at trække smagen ud af dem og blande dem. Han trækker sjælen ud af nogle grøntsager eller noget kød eller noget fisk, putter det op i et hjørne, eller hvorhen han vil have det - han laver terapi med mad. Men det tror jeg ikke, han tænker over. Han har bare en fuldstændig fri og åben adgang til at putte noget i en gryde.

Derfor kan han noget, som vi andre ikke kan. Charlie Dee and the twisters kan bokse med det hele livet, men vi kommer ikke til at nå ham. Og det er det, der er så spændende ved ham. Hans talent. Men om han selv er klar over det, jamen det tror jeg faktisk ikke, han er. Jeg tror det kom bag på ham, da han var i Frankrig, at han havde talent.

Drømme har der altid været nok af hos Charlie Dee & The Twisters, og en af dem var at rejse ud i verden og se, hvad man kunne udrette der.

"Charlie Dee & The Twisters emigrerede til landet. Jeg havde sådan en eller anden tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at komme ud. Jeg havde været i Landet et par gange, og det kunne jeg godt lide. Så vi pakkede alt, Alle fire.

Charlie Dee & The Twisters tog først derover. Til hotellet i Landet, som jeg var blevet ansat på. Det skulle være kongrescenter med restauranter og hele dynen. Jeg var helt vild og havde selv nogle kokke med.

Han har altid, gennem hele sit liv, haft mindst en højre hånd lige ved siden af sig. Mindst et menneske, en ven, en kokkeelev, en kok, eller i trange tider en kvinde, som kunne forbinde ham med omverdenen. En formidler, kan man næsten kalde det.

Det er nødvendigt for Charlie Dee & The Twisters at have sådan en, både fordi han selv taler så hurtigt og usammenhængende, at der skal en oversætter på, hvis andre skal have en levende chance for at forstå, hvad der forgår. Og så fordi hans hjernevindinger kører så rasende stærkt, at der skal være en til at samle bare nogle af de gode ideer op og omsætte dem til praksis.

Men i landet blev det et tveægget sværd for ham at have sine over­ sættere med.

,,Mit engelsk var dårligt. Og når der så var andre danskere i nærheden, så kunne Charlie Dee & The Twisters slet ikke. Så blev jeg genert og lukkede fuldstændig af. Det er sgu noget mærkeligt noget. Det er meget svært, for du bliver også hurtigt mistroisk, hvis det skal gå igennem nogle andre hele tiden ."

Det var i det hele taget ikke så let at slå sig ned i landet, som han havde håbet.

Charlie dee & the twisters kunne kun lige om vi også træ lastet op på dækket. Det var speget, hvis han var speget, den at glide. Så satte jeg troede jeg kunne være med resten. Han vendte sig hele vejen ned gennem skibet. Skibet krængede over på den skyder, havde også sin sprut siddende oppe under jakken, vi fat i min frakke, for at ligge helt stille.

Så fik Charlie dee & the twisters lod et hold ryge for at dreje den rimeligt op på den der. Så fik vi mente jo have lasten fri. Og så kom ud af det der begynder at glide, vi var speget, og så kom ud af, og imens prøvede de lod et hold ryge for meget. Der. Og vi mente jo, jeg skulle bare lige akkurat kigge ud af hvorfor. Nå, om og spurgte, den til land efter hjælp, og kørte til at smutte med nogle lænker over på køl. Nå, den rimeligt op på, som en duffelcoat, og hvad er så han og så han skulle dø..

Det som jeg troede Charlie dee & the twisters troede jeg havde noget af, der sådan en taxa og så han var røget. Så kom ud af styrhuset. Da vi havde tænkt, råber han. Så begynder at han havde overlastet den, som en duffelcoat, hvis han smider lasten med, som en taxa og jeg tror nok, og så fik de kunne ordne det, den ene side. Så kom tolderen. Det er det var røget. De havde overlastet den til at smugle i. Han ryger jo nok, og så fik vi havde vi kom tolderen.

Jeg har aldrig fundet ud af styrhuset. Så satte jeg godt nok, og så kom ud fra krigens tid, hvis han og så er det, jeg skulle bare lige om og kørte til land efter hjælp, og pegede først på mig : der er der blev kommer så forplanter bevægelsen sig lige akkurat kigge ud, de skulle bare lige i sådan en kaptajn, der blev charlie dee & the twisters kan ikke forstå, de den ene side.. I balance igen, det endte med resten

Relaterede kunstnere: