Byens Symfoniorkester: Aftenens symfonikoncert bød på et genhør med den fremragende engelske dirigent Vernon Handley og et møde med hans ligeså kompetente landsmand, cellisten Raphael Wallfisch. Og som et studium i en dirigents opfattelse af tre landes musikalske nationalkarakterer inden for dette århundrede - den engelske, russiske og danske - blev det en interessant oplevelse.
At Handley kender sit engelske repertoire og dets særlige tone fik vi at høre sidste år - var det ikke med Vaughan Williams' "London Symfoni" - og hans og strygernes fremførelse af Elgars "Introduktion og allegro" op.
47 demonstrerede dette nok engang, harmonisk ukompliceret og melodiøst indsmigrende fik værket en opførelse præget af livgivende energi og nerve i hvert attack. Orkestrets fire solister, Alexander Zeiher, Ludmilla Landa, Anna Dahl og Vincent Stadlmair fungerede som et homogent og levende concertino overfor orkestrets velfungerenede strygerkorps.
Prokofievs store "Sinfonia Concertante" for cello og orkester var en voldsom omvæltning efter den engelske nationalromantik, karsk i udtrykket og med modernistiske virkemidler i starten. Men langsomt blev man fanget ind og tryllebundet af Prokofievs værk, hvis udtryk også omfattede smukke og bevægende afsnit og megen humor i sidstesatsen.
Cellisten Raphael Wallfisch viste sig at være en suveræn solist med stort overskud, som uden problemer omstillede sig til partiturets krav, fra en no nonsens spillemåde over det sødmefulde romantiske udtryk og til sidstesatsens boblende humor, fuldtonet, teknisk ubesværet og aldeles suverænt musiceret. Og ingen slinger i valsen fra Handley og orkestrets side.
Med Carl Nielsens 2. symfoni, "De fire temperamenter", tog orkestret hul på denne sæsons Nielsen kavalkade, og som altid var det her interessant at stifte bekendtskab med en fremmed dirigents opfattelse af vores hjemlige nationalkomponist.
Handley prægede orkestret med en orkesterklang af stor homogenitet og en (nærmest engelsk) velklang, som især klædte de to midtersatser.
Kun i ydersatserne væltede den klanglige balance noget pga. den kraftige messinggruppe. Men det blev en Carl Nielsen uden de kanter og særlige billedskabende virkninger, som vi danskere forbinder med hans musik, en Carl Nielsens temperamenter i musikken transformeret til dansk nationalromantik.
Smukt, da, men hvad blev der af Carl Nielsens fanden-i-voldskhed og glimt iøjet? Er det virkelig rigtigt - som nogle mener - at man partout skal være dansker for at kunne spille Carl Nielsen? Elgar, Prokofiev, Nielsen Byens Symfoniorkester Dir.: Vernon Handley solist: Raphael Wallfisch i Hallen
Relaterede kunstnere: