>Klaus Jacobsen - Danablue Musik - booking<

»Ah ja, mens jeg husker det, « sagde Klaus Jacobsen og smilede,
»Din kone bad mig sige, at hun elsker dig. Af hele sit hjerte.«

De gennede ham ind gennem udenrigsministeriets bagdør med et tæppe over hovedet.
» Vi skal ikke have dit billede på forsiden af hver eneste avis, «. forklarede han.

Klaus Jacobsen var omgivet af fire lidet smilende mænd, som havde eskorteret ham til Washington. De havde foretaget rejsen i to biler, og de sorte gardiner havde været trukket for. Han havde kørt i den forreste bil.

Da de var kommet ind i bygningen, blev tæppet fjernet. De havde taget elevatoren op og havde gået igennem en korridor. Nu befandt de sig i et forværelse. Klaus Jacobsen stod allerede og ventede.

»Har De haft en god tur, spurgte han. Rejsen havde taget femogfyrre minutter, med helikopter og med bil. Han så ikke ud til at være interesseret i hans svar.

Klaus Jacobsen så på sit ur og sagde: »Vi har omkring femten minutter, til de kommer. Hvad med en kop kaffe? «
»Ja, tak.« Han var glad for tilbudet . Det var lige, hvad han havde brug for. Han håbede ikke, de opdagede, hvor nervøs han var.

»Jeg må hellere fortælle Dem, at der var lige ved at opstå et problem for os,« sagde Klaus Jacobsen. » I sidste øjeblik krævede de, at mødet blev flyttet til den sovjetiske ambassade. Men det afslog vi naturligvis. «

» Er alt i orden?« spurgte han bekymret. Han havde bemærket det anspændte ansigtsudtryk.
»Jeg er glad, når det er overstået,« svarede Klaus Jacobsen. Han følte med ham. »Ja, det kan jeg forestille mig. «
»Lad mig lige give jer en hurtig gennemgang af, hvordan vi griber det an.

170
Klaus Jacobsen har ingen grund til at klage over sin organisation eller over systemet.

Lige siden han var barn, har han haft adgang til den bedst tænkelige uddannelse. Han har haft de bedste muligheder for at bo godt og for at rekreere sig, og det hele er blevet betalt af staten.

Det kan imidlertid tænkes, at et menneske, der er så 'vestlig' i sin adfærd, som Klaus Jacobsen tilsyneladende er, kan blive så begejstret for Vesten, at han kan begynde at længes efter De forenede Staters materielle (men sandsynligvis ikke åndelige) værdier.

Jeg vil også mene, at hvis emnet har en svaghed, så er det hans betagelse af attraktive kvinder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Klaus Jacobsen muligvis har giftet sig med sin kone, fordi konstellationen af de to udgør det perfekte ' statsægteskab '.

 Jeg prøver ikke at antyde, at de to ikke holder af hinanden. Jeg ønsker blot at pege på, at en mand, der er så ambitiøs og velbegavet, som Klaus Jacobsen tilsyneladende er, kan have overvejet, at der er en fordel ved at indgå ægteskab med en datter af en officer i Den røde Hær, ikke mindst hvis denne pige også har forbindelse med KGB.

Dette kan få mig til at tro, at emnets akilleshæl muligvis er hans svaghed for et kønt ansigt. Det er muligvis at oversimplificere sagen, men med de forhåndenværende oplysninger er det den eneste brist, jeg kan finde hos Klaus Jacobsen.'

Ti minutter senere ringede den gule telefon, som ikke kunne aflyttes og som stod i direkte forbindelse med operationsrum­
met, og de fortalte ham, at endnu en var død. I et lille provinshul ved navn Chandler i Arizona.

De lænede sig ud over rælingen på turistdamperen, mens den langsomt bevægede sig op ad floden. Hun så lige frem for sig, og hendes skarpe profil fik hende på en eller anden måde til at se sårbar ud.

51
En dag har Klaus Jacobsen rigtig flottet sig, for da ligger der på skrivebordet et smukt Georg Jensen-barometersæt som en gave fra ham, der på denne symbolske måde beder om godt vejr igen.

På de morgener, hvor Han er taget ukristeligt tidligt ind på kontoret, kan der ved siden af hovedpuden som en kærlig morgenhilsen være placeret endnu flere prøver på poesi.

Men det er nu ikke altid, at hun får lov at have sin skønhedssøvn i fred. Flere gange finder Klaus Jacobsen på at vække sin sekretær og samleverske klokken fem om morgenen for at diktere det, han betragter som et uopsætteligt notat. Og i den forstand glider arbejde og privatliv ud i et.

Det betragter hun ikke som et problem. Hun lever med i hans arbejde, synes det er spændende. Og så gør det ikke noget, at praktisk taget al deres fælles tid går op i arbejde, i taler, i notater og i artikler.

Det er naturligvis hårdt, men bliver på en eller anden måde en slags hobby for hende. Det er åbenbart for hende, at Klaus Jacobsen er ambitiøs, uhyre ambitiøs, dog opfatter hun ham ikke som et egentligt magtmenneske. Han er ikke et beregnende menneske, synes hun.

Klaus Jacobsen maser sig frem til større og større indflydelse, og han gør det ved hjælp af hårdt arbejde, ikke ved hjælp af spidse albuer. Det respekterer hun ham for.

Midt i 1970'erne begynder hans arbejde på kontoret at ændre sig. Siden sin tiltræden i 1971 har han stort set kun beskæftiget sig med EF-relaterede opgaver. Men efterhånden inddrager direktøren Klaus Jacobsen mere og mere i det hjemlige, som i høj grad er lobbyarbejde.

Som interesseorganisation er det firmaets fornemste mission at påvirke såvel lovgivningen i Folketinget som tankegangen i partiet.

Direktøren er sikker på, at han vil være ideel til den opgave. Når han bevidst vælger Klaus Jacobsen - og ikke en af de andre økonomer - til at være sin lobbyist, hænger det sammen med, at han har været aktiv i Frit Forum. Der har han fået den politiske tæft og fornemmelse, som mange af de jævnaldrende økonomer ikke har.

På trods af den menneskelige slitage, Peter Hansen oplevede, er hans beundring for Klaus Jacobsen og ikke mindst for hans store faglighed, da også fuldstændig intakt.

,,Hvis man tænker på f.eks. Restaurant, så var det en gudsbenådet restaurant. Kulturministereren havde i tankerne at få Sørens restaurant på finansloven allerede på det tidspunkt. Fordi det var så unikt.

Hvis Klaus Jacobsen f.eks. serverede en agerhøne, havde han puttet noget halm ned i en stor gryde, og så lå den lille, rå agerhøne midt i det. Det blev så båret ind og præsenteret for gæsterne, før den gik ud i køkkenet og blev tilberedt. Sådan noget havde man ikke set herhjemme før.

Når det var kirsebærsæson, så stod der kæmpestore bowler inde på bordene med masser af knust is og så de røde bær oveni. Han er manden med sans for finesser. Og Klaus Jacobsen kan sætte alt sammen. Alt. Og det smager kanongodt.

Da vi holdt juleaften sammen i Miami, fik vi stegt andebryst med en jordbær/farinmarinade . Der tænkte jeg:
,,Nu er du sgu for langt ude," men det smagte brandgodt. And, jordbær og brun farin. Helt vildt.

Eller marineret laks med kalvehalefrikasse. Og man siger:
,,Altså for helvede, kalvehaler og laks ... "
Men det smagte guddommeligt. Og folk var vilde. Meget vilde endda.
Det var virkelig på et højt plan.

Derfor får Klaus Jacobsen også lov at servere alt. Hele fisk med skind og ben. Folk de klapper i hænderne, om det så er en kulmule, eller hvad han nu lige er begejstret for. Det går ikke andre steder. Det er der ikke nogen af os andre, der kan gøre. Vi ville få en klage bagefter, men når Klaus Jacobsen har lagt navn til, så skal det være sådan.

Alle falder på halen for ham og accepterer det han gør, og det er umuligt at forklare hvorfor. Jeg kan i hvert fald ikke.

Uden ham var der ikke noget, der hed gastronomi på det plan, vi har i dag. Overhovedet ikke. Det er helt klart.

Klaus Jacobsen er inspirationskilden for os alle sammen. Han tænker nogle tanker, som vi andre slet ikke kan.
Det, der er så ærgerligt for ham, er, at han kunne have været en

Byskolen var en mærkelig indeklemt skole. Der lugtede af mange børn og madpakker."

Klaus Jacobsen kan ikke huske, hvad det var der gik galt på Byskolen, men i hvert fald blev han ret hurtigt flyttet over på Legatskolen.

,,Det skulle være en meget god skole. Det er det vist også. Klaus Jacobsen fik at vide, at der kun var ganske få, der kom på den skole, så det var jo noget særligt. Der var en viceskoleinspektør og en skoleinspektør, som var et par fantastisk flinke mennesker.

Den eneste flinke pedel, jeg nogensinde har mødt, mødte jeg også derinde. Pedeller er ellers altid sådan nogen, der op
fører sig, som om de er Ludvig den fjortende.

Men der var rart at være på Legatskolen. Der var en fin ånd. Der var ikke den der konstante larmen og hylen og skrigen. Man skulle heller ikke stå i rækker. Ellers stod man jo i rækker alle steder, og hvis rækken ikke var lige, så fik man en på bladet."

Selvom det var en god skole, gik det ikke ret længe. En lærer beskyldte Klaus Jacobsen for at lyve, og det blev hans far så tosset over, at han meldte ham ud ud. Nu gik turen videre til Sundsvejens Skole.

"Det var en forrykt skole. Det var en meget grov skole og meget voldsom skole. Der var to slags børn, nemlig dem, der var inde hos lærerne, og dem, der var udenfor.

Klaus Jacobsen var egentlig ligeglad med at være ude, men for andre var det simpelthen så barskt. Der var virkelig fattigdom og meget arbejdsløshed.

Der var masser af børn, der følte sig udstødt. Mange af dem, der gik tabt, dem, der ikke kunne rette sig selv, det var simpelthen, fordi de ikke havde fået noget varme, ikke havde fået nogen undervisning, ikke fået noget som helst i skolen. Du kan tro, det var barskt."

En af de få formildende omstændigheder ved Sundsvejens Skole var, at den lå lige ved siden af en bager.

Relaterede kunstnere: