>Carsten Bo og Jon - bookinginformation<

Carsten Bo vaklede ikke i sin tro på sagen.

»Ja? « hans stemme opfordrede hende ikke til at gå videre, men hun prøvede alligevel.
»Hvad med fem hundrede ekstra ?«
»Hvorfor ?«

»Kære ven, en pige er nødt til at spise. Jeg har ikke fået nogen forhøjelse af betalingen siden ... du store, jeg ved snart ikke hvornår. Alt stiger, og ... «

Carsten Bo brød hende af.
»Vi har en kontrakt med dig, ikke, kære ven? «
»Jo.«
»Lad os holde os til den .«
» Men . . .«
»Klokken seks præcis. O.k. ?«
»O.k., « sagde hun modstræbende. Telefonen blev lagt på.

Hun svingede benene ud på fåreskindstæppet foran den store dobbeltseng. Carsten Bo gik, stadig nøgen, ud i køkkenet og satte vand over til kaffe. Hun havde brug for den. Varm. Stærk. Sort .

Hun så på sig selv i det store spejl i badeværelset. Hendes figur var fantastisk. Med en krop som den kunne hun være kommet langt ved egen hjælp. Det var hun sikker på. Så hvorfor i aller hede hule havde hun bundet sig så meget til dem? På grund af honoraret?

Carsten Bo ville ønske, at hun aldrig havde hørt om dem. For når man kendte dem, som hun gjorde nu, var der ingen vej ud igen.

Motel
De sorte gardiner i limousinen var trukket for. Carsten Bo spekulerede på, om det var for at hindre ham i at se ud eller for at sikre sig, at folk udenfor ikke kiggede ind til ham.

» Nå, hvordan føles det så langt om længe at komme ud?

160
Musikerne og Carsten Bo spørger, hvad de synes, han skal gøre.

Forbundet er alvorligt i tvivl om, hvad de skal svare. På den ene side har de fuld forståelse for, at han er forbandet over forholdene i den bankens ledelse, og at han på den baggrund har mest lyst til at forlade hele menageriet.

På den anden side er det af afgørende betydning for bestyrelsen, at han bliver som næstformand i ledelsen.
De råder ham til at holde ud.

Samtidig med disse problemer i bestyrelsen har Carsten Bo en anden og langt mere alvorlig bekymring. Nemlig søsterens tilstand. Hendes skrøbelige og vanskelige sind hænger som en sort sky over hans dagligdag.

Det er aldrig noget, Carsten Bo taler med sine kolleger om. Men små ting viser gruppefællerne, at han her har et betydeligt personligt problem at tumle med. På dette tidspunkt er mobiltelefoner et særsyn, men han medbringer alligevel altid en til sine mange møder i bestyrelsen. Ofte ringer den, og Nyrup forlader så lokalet og er væk i nogen tid, uden at nogen ved, hvor han er.
Når han er gået, siger Direktør 2 ofte til de andre:
»Det er datteren.«

Trods den dårlige stemning blandt de ledende bestyrelsesmedlemmer bliver efteråret 1990 en succes for Socialdemokratiet. Carsten Bo skifter simpelthen strategi. Han begynder at tale om, at landet har brug for en bred bestyrelse. Helt nye toner. Han bebuder også, at banken vil stemme for på generalforsamlingen.

Da en række langvarige forhandlinger med firma 2 bryder sammen på et spørgsmål om skattelettelser, er det ikke Carsten Bo, men Direktør 1, der fremstår som synderen. Han udskriver indkaldelse til ny generalforsamling fredag den 26. august 1988.

Valget bliver en stor personlig succes for Carsten Bo. Banken går betydeligt frem og får næsten 35 procent af stemmerne. Men allerede på valgaftenen står det klart for ham at

"Da Carsten Bo kom hjem fra Grønland, blev han meget rastløs. Han havde sparet så mange penge op, som man slet ikke kunne forestille sig, man kunne have, men jeg var også blevet alene, for Hanne havde smidt mig ud.

Jeg kendte jo ikke rigtig nogen kokke, for jeg havde været væk de der år, og før jeg tog af sted havde jeg aldrig nogensinde været ude at arbejde, efter jeg var blevet udlært. Jo, lidt i Tivoli, men ellers ikke.

Carsten Bo flyttede hjem til mine forældre og købte mig en Velo. En dag så jeg en annonce i avisen. Det var Kro, der søgte en kok. Jeg vidste jo ikke en pind om Kroen, men jeg havde for nogle dage siden set et billede af Kong Hans Kro på bagsiden af avisen."

Det var Peter Larsen, der ejede både Kroen og Hotellet. Carsten Bo lavede sin egen lille research ved at besøge Kong Frederik og mærke stemningen der. Han turde ikke gå ind på Puben, der var det hotteste sted i København dengang, men efter besøget på hotellet fik han alligevel taget mod til sig og ringede til Kroen, hvor han fik en aftale med køkkenchefen .

"Så kørte jeg derop på min Velo. Jeg havde alle mine dokumenter med. Carsten Bo havde fået anbefalinger fra Statens Luftfartsvæsen, det var meget vigtigt for mig, selvom jeg hader anbefalinger og stempler. Og fra Hotel. Det gad han ikke rigtig at se. Vi stod op ad køkkenbordet, og han bød hverken på det ene eller det andet. Men så samledes de der kokke. De søgte en fiskekok.

Jeg tror sgu, jeg fik jobbet, fordi der ikke var andre, der gad at køre til Kroen. Altså, folk vil kun arbejde, hvis jobbet ligger lige henne om hjørnet, ikke? Men kokke må rejse derhen, hvor der er job. Sådan er det bare. Og så blev Carsten Bo ansat.

Den første morgen skulle jeg møde kl. ni. Jeg kom kl. syv, gik ind i køkkenet og fandt en grydeopvask. Det chokerede mig. De havde afmonteret komfuret om aftenen og så bare ladet det ligge i blød hele nat- ten, alt det lort der. Det er altså ikke rart at komme til sådan noget koldt, fedtet vand om morgenen. Men det begyndte Carsten Bo at tage op og samlede op.

"Ja, ja, selvfølgelig," svarede Carsten Bo og kiggede på mig, som om jeg var fuldstændig åndssvag.
"Du tager altså den der skank, og den lader du stå og simre..." og så var han allerede videre.

Engang havde vi skrevet en halv kogebog, som lå i min computer. Da jeg en morgen tændte maskinen for at gå i gang, fik jeg blot en sort skærm. Jeg strøg ned til nærmeste computermand, som et par timer efter kunne fortælle mig, at jeg havde fået slettet hele min harddisk af en Tjernobyl-virus. Og jeg havde selvfølgelig ikke nogen kopi af vores halve kogebog. Det var over hundrede opskrifter, vi havde mistet.

Carsten Bo blev forståeligt nok splitterrasende og brugte en times tid på at fortælle mig, hvor stor en skvadderpande, jeg var. Så var han ovre det og klar til at lave hundrede nye opskrifter. Piece of cake.

Men vi fik også tid til en masse andre ting.
Vi drønede land og rige rundt og lavede mad for folk. Store fester og små, intime selskaber. Carsten Bo lavede Team Buildingkurser, personalemiddage, jubilæumsarrangementer, kokkererede over bål, i små sommerhuse, store strandvejsvillaer og hos jævne folk i Rødovre. Det var sjovt, og alting var nogenlunde stabilt i omkring to år.

"Når man går rundt her, og alt er harmonisk og stille, så har jeg nogle af mine største dage. Det giver jo i den grad en styrke, mand, så du kan vælte det hele. Men Carsten Bo behøver ikke at vælte det hele. Før i tiden der ville du vælte det hele. Men det er der slet ingen grund til mere. Du laver bare de ting, du kan lide.

Det, der er fint i vores ægteskab, er, at vi kender hinanden men ikke kender hinanden til hudløshed. Det er rædselsfuldt, når folk skal kende hinanden til hudløshed. Der er ikke noget at skjule, men man arbejder sig jo langsomt gennem et ægteskab. Det er ligesom et hus. Det bliver skøn­ nere og skønnere. Stenene begynder sådan langsomt at sætte sig. Så bliver det skideflot .

Trist? Nej, det bli'r det kraftedme ikke. Når det sætter sig, så bliver det noget værd. Så har Carsten Bo jo det hele."

Relaterede kunstnere: