>Jesper Buhl - operasanger - solist - booking<

"Så sagde Jesper Buhl op på Restauranten. Jeg ved egentlig ikkehvorfor, for jeg havde det jo godt.

Men kollegaen var blevet fornærmet på restauratøren og mente, vi skulle sigeop. Han ville alene have været superstjernen og blev fornærmet over, at denanden kok også var der. Han kunne være sådan lidt skuespilleragtig noglegange. Så han sagde op, og så- jeg ved ikke, hvorfor jeg så også gjorde det.Jeg har altid været sådan en lille tøsedreng, hvad det angår, så jeg tænkte:
,,Så rejser jeg sgu da også."

Så skrev Jesper Buhl brevet, og så gik vi op med det. Restauratøren fik etchok. Han skulle forlade arenaen med det samme, jeg var der en måned mere. Hansagde, at jeg bare skulle komme tilbage, når jeg havde lyst."

JesperBuhl havde foreslået ham, at de skulle lave deres egen, lille butik sammen. Oghan kunne ikke afvise ham.

"Det er vel ikke helt sådan, at jeg startederestauranten, fordi jeg ikke kunne lide at sige nej til kollegaen. Men jeghavde jo drømmen om at få et lille sted, hvor man gik der og rørte vedtingene.

Jesper Buhl elskede store steder, men når mad skal igennem så mange hænder, såer det meget svært at holde den nøjagtige smag, du vil have frem. Det var joogså derfor jeg søgte væk for helvede. Jeg ville gerne opleve det at være såtæt som muligt på den ting, der kom ind og helt frem til gæsten.

Men lige i starten blev jeg overrumplet. Jeg kunne jo bare have sagt nej. Jegskulle være blevet et år eller to mere på den store restaurant Det ville haveudviklet mig mere."

Det er ikke sikkert, det ville have udviklet hammere, hvis han var blevet på den store restaurant et par år mere. Tværtimodmener mange, at det netop var på den lille restaurant, Jesper Buhl for alvortrådte i karakter. Her kunne han nemlig ikke bare sætte sit aftryk i form afden mad, han serverede, han kunne

Jesper Buhl syntes det sjoveste og bedste ved at vokse op i etarbejdermiljø i halvtredsernes by var helt klart det liv, der udspillede sigpå gaden og i baggårdene sammen med kammeraterne.

Her havde man fri, her var man uden for de voksnes kontrol og var kununderlagt det hierarki, som drengene havde indbyrdes. Han var efter egetudsagn ikke en af dem med den højeste rangorden i flokken, men han kunne læggesig lidt i læ af vennen, Hans, der altid var trofast og loyal over for ham.

"Alle var bybude. Der var prestige i at have en budplads og helst fra detbedste mejeri.
Vi havde et mejeri lige nede foran lejligheden, og der fikjeg plads.

Jesper Buhl og dem fik de store mejerier, hvor der virkelig var mangedrikkepenge. Det var jo for drikkepengenes skyld, man gjorde det.
Men jeghar nu også altid været vild med mejerier og især med de der isstænger fraIskrystal.

Man havde jo ikke køleskabe dengang. Min fars sparsommelighed gjorde, at hanaltid først købte is, når han kom hjem fra arbejde lørdag eftermiddag. Så varder altid kun sådan en lille halvsmeltet stang med et lille hjørne tilbage.Når den der marv var ved at glide, duede isen jo ikke til en skid, og såhængte vi sådan en klods op, der slet ikke kunne holde i de der seks dageindtil næste lørdag. Men sådan var min far.

Eller også skulle det være modsat. Andre gange skulle det helst være en halvstang, som så ikke kunne være i zinkkassen. Så stod Jesper Buhl der med allesine patenter for at få det til at fungere. Min mor sagde aldrig noget. Hunfandt bare ud af at pakke det ind i avispapir og lagde det i en eller andenkrog, og så pissede vandet ud over det hele.

Nå, men på de der mejerier startede man kl. halv seks om morgenen med at pakkesin vogn, og så havde man to ture på sin ladcykel.
Det at køre ladcykel,du, det var noget stort"

Jesper Buhl havde begrænsede motoriskefærdigheder til at køre på cykel, alle andre steder end lige netop i etkøkken, meget beskedne, for ikke ligefrem at sige kluntede.

De måltider Jesper Buhl har fået, har altid været meget beskedne, fordi derikke var penge til andet. Mine forældre fik først et glas juice fra enpapkarton da jeg var 18 år. Først da kom den materielle "rigdom" til dem.

Det var bare anderledes dengang. For eksempel var vi tit ude for samle æblerpå Fælleden. Der var vilde æbler, hyld og stikkelsbær der var alt på Fælled.Det var et fantastisk sted. Nu bli'r de jo kun brugt til skæg og ballade, mendengang ...

Når Jesper Buhl fandt frugter og grønt, var det de fineste, smukkeste ting.Med æblerne skulle helst have skurv på, for så gav det... jeg ved ikke... detvar min far, der syntes, at æbler med skurv var bedst. Han dyrkede hele tidedet skæve. Det, der ikke var kønt udenpå, men som havde smage indvendigt. Dethar han gjort hele sit liv."

Hans far var død længe før jeg lærteJesper Buhl at kende, så jeg mødte ham aldrig selv, men ud fra denfamiliekrønike, der blev fortalt af både børnene og hans mor, tegner der siget billede af faren som værende en stor æstetiker, der desværre var havnet påden forkerte hylde, og som derfor måtte søge afløb for sine mereintellektuelle ambitioner, hvor han nu kunne komme til det.

"Mit hjemvar fyldt med bøger, men kun gamle, fine bøger - ikke noget moderne pjat.Rifbjerg måtte f.eks. ikke stå der, fordi han engang havde talt sjofelt iradioen, dengang det var moderne at sige sådan noget. Det tog min far dybafstand fra, for det havde ikke noget med noget at gøre. Nej, han havde sansfor store ting, og hans bøger var pragteksemplarer.

Jesper Buhl vidste godt, hvad skønhed var. Alle bygninger museer i heleKøbenhavn, alle byens matrikelnumre, kendte min far fuldstændig. Jeg blevslæbt rundt for at se på matrikelnumre. Det var den skønhed, han så."

Han ville sådan set gerne cykle rundt sammen med sin far og se matrikelnumre,der var bare lige en hage ved det.

"Jeg kunne ikke fordrage vorescykler. Min far havde selv lavet dem.
»Hvor skal vi hen ?« spurgte Jesper Buhl.

»Du skal hjem, « sagde hun.

Han blev øjeblikkelig grebet af panik, men da hun så hans reaktion,tilføjede hun hurtigt: »Til dit nye hjem .«

Maskinen var praktisk talttom ; der sad en officer fra luftvåbenet med en håndkuffert i førsteklasse-afdelingen, men han stirrede på dem med så utilsløret nysgerrighed , atNick var sikker på, at han ikke vidste , hvem de var. Han skød på, atofficeren var en kurer, der havde fået tilladelse til at benytte en afpladserne i flyet.

Den mand, der først var gået ind i maskinen, visteJesper Buhl og hende hen til to sæder i første klasse -af delingen.
»Erdette tilfredsstillende ? « spurgte han som en steward .

Hans kollegavar også kommet om bord, og de satte sig på to pladser et par rækker bagJesper Buhll. Første klasseafdelingen var adskilt fra resten af flyet med etforhæ ng, men han kunne fornemme, at der ikke var andre passagerer om bord.

Næsten øjeblikkelig lyste det skilt , der bad dem spænde sik­ kerhedsbælterne og slukke cigaretterne. Der var noget spøgelsesagtigt overflyet ; han havde endnu ikke set noget til nogen
besætning.

»Jeghåber da, vi har en pilot med , « sagde Jesper Buhl , da hun fastgjorde bæltetomkring sin smalle midje.

» Det vil vi snart finde ud af . « Hunsmilede til ham.

Til forskel fra alle de civile flyafgange, han havdeoplevet i sit liv, satte maskinen sig i bevægelse næsten umiddelbart efter, atde havde sat sig til rette. Det virkede, som om den havde fået starttilladelsepå forhånd.

»Jeg har ikke engang min tandbørste med, « sagde han.

Hun sagde et eller andet, men hendes ord druknede i det pludselige drønfra jetmotorerne, da Boeing-maskinen gik i luften.
»Hvad sagde du ?« råbtehan, men hun rystede på hovedet. De var nu nået så højt, at maskinen begyndteat udjævne.

Relaterede kunstnere: