På
åndelig rejse med The Beatles
Koncertfortællingen
“Beatles i kirken” fortolker nogle af de stærke og
eftertænksomme Beatles-sange og fortæller om dengang, John, Paul,
George og Ringo søgte mod øst for at finde svar på de helt store
spørgsmål.
I februar 1968 tog The Beatles til Indien. Ikke
for at give koncerter, men for at meditere og tage ved lære af
guruen Maharishi Mahesh Yogi. Interessen for det spirituelle og
tilværelsens eksistentielle spørgsmål var især noget, John Lennon og
George Harrison var optaget af. Men alle fire endte med at få noget
med hjem, og opholdet i Indien satte gang i sangskrivningen. Det
blev en af de mest produktive og kreative perioder for de fire
Beatler.
Blandt de sange, der kom ud af opholdet i Indien,
var George Harrisons “While My Guitar Gently Weeps”, Paul McCartneys
“Mother Nature’s Son”, Ringo Starrs “Don’t Pass Me By” og John
Lennons “Jeaulous Guy” – som oprindeligt hed “Child of Nature”.
Alle fire sange er med i repertoiret i koncertfortællingen
“Beatles i kirken”. Det samme er “Across The Universe”
(Lennon/McCartney), som med linjerne “Jai Guru Deva” hylder Beatles’
indiske guru.
Publikum bliver dog ikke snydt for sange fra
tidligere Beatles-perioder. For eksempel “In My Life”, “Eleanor
Rigby” og “Dr. Robert.” Og der er også gjort plads til hittet Can’t
Buy Me Love.”
Og enkelte sange fra tiden efter The Beatles’
opløsning er også med i koncertfortællingen. For eksempel Paul
McCartneys “My Valentine” fra 2012 og John Lennons “Grow Old With
Me” fra 1980.
The Beatles begyndte som rock’n’rollere i
Liverpool og Hamburg, blev verdens største superstjerner med status
som guder – og rejste i 1968 væk for at meditere og forsøge at finde
en anden mening med livet end masser af penge og succes. Musikken
var dog hele tiden med på rejsen, der gav inspiration til nogle af
gruppens største sange.
Kvartetten bag “Beatles i
kirken” er samme besætning, som med stor succes har
turneret med koncertfortællinger om henholdsvis Johnny Cash og
Leonard Cohen de senere år: Karsten Holm, vokal, guitar, Bjørn
“Bønne” Petersen, bas, kor, Knud Erik “Fuddi” Steengaard, violin,
bratch, mandolin, kor, og Martin Blom, guitar, kor.
|