>McKinleys - legendarisk - 70er - band - booking<

        
   

McKinleys - legendarisk - 70er - band - booking

Nej, McKinleys er ikke…
… et irsk band, som spiller folkemusik med fløjte og banjo!

Men er du født efter 1990, forstår vi godt din antagelse.
McKinleys er derimod et af de ældste, stadig aktive, danske bands - og er fra Aalborg! … Ikke fra Dublin :-) … og vi spiller musik fra 60’erne og især fra 70’erne … både egne hits og andres.

Det legendariske Aalborg-band McKinleys er atter på landevejene - og er klar til at give den max gas til den fedeste 70'er fest!

Bandet blev dannet helt tilbage i 1966, og varemærket har i alle årene været gennemarbejdede, flerstemmige vokalarrangementer med inspiration fra verdensnavne som Beach Boys, Queen og Eagles.

En sådan vokalside høres kun sjældent på den danske musikscene. Alle seks bandmedlemmer bidrager til vokalarbejdet med veteranen Jan Grau – medlem siden 1968 - som den selvfølgelige frontfigur.

I 2023-udgaven er McKinleys klar med to spritnye indspilninger og to genindspilninger af tidligere pladehits - for McKinleys har en glorværdig pladekarriere bag sig:

– Det begyndte i 1972. Det år debuterede vi på vinyl med sangen ”Song Of My Friends”. Året efter, i 1973, udgav vi albummet ”Pick Up Passion”, fortæller Jan Grau.

Siden gik det slag i slag med otte singleplader og fem albums, der udkom i perioden 1973-1980. Mere end 50.000 solgte plader er det blevet til. Topsælgeren var opsamlings-albummet ”New Shoes For The Old Suit” fra 1979 med 25.000 eksemplarer.

- Publikum har taget lige så godt imod de fire nye indspilninger, som de har modtaget alle tidligere. I løbet af corona-nedlukningen har jeg fortalt lidt om McKinleys på de sociale medier. Og derfor ved jeg, at der findes folk derude, som stadigvæk husker os. Vi har derfor glædet os meget til at møde dem igen, og det var en fornøjelse, da vi i foråret 2022 for alvor kom igang med koncerterne igen.

De to nye numre er ”Motown” skrevet af Steen Christensen fra Dodo & The Dodoes, Ivan Petersen, samt Mogens Binderup, samt ”Can’t Stop Dreamin’ ” skrevet af Morten Dybdahl. De to genindspilninger er: "Let’s Hang On" (The Four Seasons 1965) og Ivan Pedersens sang fra 1982 ”Ta’ Mig”.

Ivan Pedersen var blandt stifterne af McKinleys. Han har som bekendt skabt sig sin egen imponerende karriere inden for populærmusikken, siden han forlod McKinleys i 1980.

Det oprindelige McKinleys holdt for første gang pause for over 40 år siden, men blev gendannet i 2004 og spillede over alt i Danmark til udsolgte halballer frem til 2019. I den periode blev det også til nye pladeudgivelser: I 2009 blev nummeret ”Love On The Moon” sendt på gaden sammen med tre andre numre: ”Hannah”, ”Elenore” og ”Dirty Tricks”. Orkesterets 50-års jubilæum blev fejret i 2016 med en kæmpebal i Vejgårdhallen i Aalborg.

– Nu skriver vi 2023, og der er gået et par år, hvor der har været stille omkring McKinleys - men jeg er på ingen måde færdig med konceptet, fastslår Jan Grau.

Jeg sender i den forbindelse en venlig tanke til andre nulevende af det oprindelige McKinleys: Ivan Petersen, Per Lunen og Henning Hansen. De har tilstået mig rettighederne til både bandnavn og logo.

Det er lykkedes Jan Grau at finde en flok dygtige musikere, der deler hans glæde ved den pop-, rock- og discomusik, som udgør McKinleys-repertoiret.

Besætningen anno 2022 er:
* Jan Grau, lead vocal
* John Ellekrog, guitar, vocal
* Anders Krone Heinze, bass, vocal
* Jørn Gammelby, guitar, vocal
* Lars Olsen, keyboards, vocal
* Bo Berg, trommer

Referencer, anbefalinger og udtalelser fra arrangører, medier og publikum:

Jørn Kaae Eriksen, arrangør, Spillestedet i Blokhus:

SPILLESTEDET BLOKHUS vil gerne sige tak for en fantastisk aften.

Stemningen var virkelig i top, og vi er klar i 2023.

Til andre arrangører kan vi fra SPILLESTEDET BLOKHUS kun sige: Go for it. !!

Knud Havnstrup, Aarhus - efter koncerten i Grenå:

Tak for et fantastisk genhør. Dejligt at genopleve den glade musik fra ungdomstiden.

Søren Andersen, journalist, Jyllands-Posten:

Hvis man nu var lidt nervøs for om Jan Graus nye McKinleys kunne leve op til forgængerne, så blev de bange anelser da godt nok gjort til skamme, da bandet fredag kunne opleves i Grenaa Bowlingcenters Sportsbar. To fremragende sæt med de allerbedste sange, fremført af gode musikere og med solidt vokalarbejde, som viste, at der er slidt og slæbt i øvelokalet.

Der er masser af spillejob til jer fremover …Tak for sangene!

Else Marian Clausen efter koncerten i Hjallerup:

Tusind tak for en dejlig aften. Indsat på livsglædens konto.
McKinleys hører til i min ungdom – og sørme også nu i min seniortilværelse <3 <3

Fritz Jensen, Radio Djursland efter koncerten i Grenå:

Jo, det var en super god aften - og dejlig at høre de gamle numre igen.
Jan Grau kan jo bare det der!

Pia Egedal efter koncerten i Hjallerup:

Tusind tak for endnu en skøn aften. Jan Grau har det som en fisk i vandet på den scene – det er så dejligt at se, og sikke en stemme han stadig har. Jeg er så glad og imponeret.
McKinleys er en fornøjelse at opleve med deres glæde og sjove kommentarer.
Det er bestemt ikke sidste gang, vi kommer!

Hugo Michelsen efter koncerten i Hobro:
Flot, flot musik – og ikke mindst fin sang! Godt gået, Jan Grau og Co.

Bodil Klausen efter koncerten i Ebeltoft:

I gjorde det til bravour – Super god - og varm aften!

I november 2022 spillede McKinleys i Hjallerup Kulturhus - og her er anmeldelsen fra Pressefoto.dk:

Det er så befriende, når overskriften er 'underholdning' og resultatet svarer til det. Fredag aften i Hjallerup Musikforening var ingen undtagelse, og det talstærke publikum blev til fulde underholdt fra første færd.

Maden var, som sædvanlig lækker, miniburgers og lidt tapas fra Ny Standard, og ud fra tilstrømningen til buffeten at dømme, så var det en stor succes, også blandt det grå guld. Ja, og velsmagende må jeg så også tilstå, det var.

Således opfyldt af delikate delikatesser fra det bugnende madbord, blev den dejlige sal i Hjallerup Kulturhus langsomt fyldt op, og efter en munter velkomst af musikforeningens næstformand Søren Bak, entrede McKinleys scenen.

Et band, der har over 50 år på CV-er, dog med skiftende besætninger. Intet mindre end 6 musikere skulle der til, og med den 73-årige Jan Grau som lead singer og frontmand blev vi gennem knapt 2 timer underholdt med det ene verdenshit efter det andet fra 60'erne og 70-ernes hitlister. Intet hit var for stort til McKinleys. Vi fik strofer fra Beach Boys, Hollies, Eagles, Queen, Monkeys og mange andre samt enkelte af gruppens egne numre - alt sammen med godt orkestreret flerstemmigt kor. Præcist, som i gamle dage.

Dejligt med den spontane genkendelse, og publikum elskede det. Der blev klappet, vippet med fødder og gynget med kroppen hos de siddende, og enkelte tog det etablerede dansegulv i brug. Jo - vi var tæt på stemningen tilbage fra for 50-60 år siden..

Nok har McKinleys mistet lidt af pusten, og Jan Grau lidt af stemmen, men - hvad andet kan man forvente, og når nu Hjallerup Musikforening skaber underholdning, så er det den, man skal glædes over. Gennem årene er der skiftet besætning i bandet, men de nuværende - Jan Grau, Jørn Gammelby, John Ellekrog, Lars Olsen, Bo Berg og Anders Krone Heinze - ja, de er tro mod det oprindelige lydbillede, og det var meget klædeligt.

Tak for en god og underholdende aften - og god vind fremover til McKinleys.





Relaterede kunstnere:

Natasja Crone: Konferencier - dansk - engelsk - fransk . ::0173.181 Nis Boesdal:: Foredragsbooking . Nicolai Moltke-Leth - livskontrol - osteklokke - 0254.1198 . Mette Bloch - Temposnak - 0255.3758 . Per Vers - 1 Funky "konklusions-rap"

Artister
Børneaktiviteter
Børneunderholdning
Country
Danseorkestre
Diskoteker
Folkemusik og viser
Foredrag
Gospel
Jazz
Klassisk musik
Komikere
Konferencier
Kopibands
Musikere søges
Opera
Partybands
Receptionsmusik
Rock og Blues
Seniorunderholdning
Serveringsteater
Solister
Solomusikere
Street Parade
Tryllekunstnere
Nils Villemoes - forandringsforedrag - humor - ledelse

Kim Sjøgren - Professor of violin and chamber music