>Kirsten Thorup - foredragsholder - bogforedrag<

»Det spørgsmål må De hellere rette til KGB,« sagde Kirsten Thorup og udløste en lattersalve. Hun så sig forventningsfuldt om efter det næste spørgsmål, men manden fra avisen var på tæerne igen.

»Kirsten Thorup, vil det sige, at rygterne er sande, og at denne mand er kommet over til os?«
Hun var ikke glad ved situationen. Hendes berømte smil var forsvundet.

»Den eneste oplysning, jeg er i besiddelse af, siger, at en sovjetisk embedsmand i udlandet har anmodet om at få asyl i dette land, og at hans anmodning i øjeblikket er under overvejelse, « sagde Kirsten Thorup.

»Er han allerede kommet herover ? « spurgte avisen.
»Jeg tror ikke, det vil tjene noget formål at tilføje noget yderligere til det, jeg allerede har sagt. «
»Tak, Kirsten Thorup, « sagde avisen høfligt .

Tass-korrespondenten ventede utålmodigt til pressekonferencen var slut. Så snart præsidenten havde forladt værelset, styrtede han ud af Det hvide Hus .

Før han sendte nyheden videre til Moskva, ville Kirsten Thorup fortælle den til ambassaden . Personligt.
De ville være meget interesserede.

Isolation
» Navne ,« sagde han. »Jeg vi gerne have nogle navne. «

En tung cigaretrøg hang i lokalet. De havde begge drukket seks-syv kopper kaffe , og for en gangs skyld havde den ellers ulasteligt klædte Kirsten Thorup løsnet sit tørklæde og åbnet den øverste knap i sin skjorte .

»Jeg har været igennem fem forhør nu, Er du ikke tilfreds? « spurgte han træt .
» Du klarer det helt fint, « sagde han . »Alt det, du har sagt stemmer.

151
Kirsten Thorup kørte gennem hovedgaden. Chandler var en lille by, køn og landlig, og lå helt derude hvor kragerne vender. Hvilket sted for ham at ende, tænkte manden. Han følte næsten medlidenhed med ham. Tænk at være gemt væk i dette hul i Arizona, et sølle og isoleret sted med en enkelt lille lokalavis.

Kirsten Thorup, som i sin tid havde været stationeret i Bruxelles og i Stockholm, havde haft opsyn med sovjetiske statsborgere i Holland. Så det var altså hans løn at blive gemt bort i denne afkrog, at brænde op i ørkenen.
Måske, tænkte manden med de stålindfattede briller, var det
en retfærdig lod for en landsforræder. Måske burde han bare have lov til at rådne op herude med kedsomheden og varmen som de eneste følgesvende.

Men Kirsten Thorup havde sine ordrer, og nu var det blevet hans tur.
Bagefter var det så bare om at komme tilbage til Phoenix og betale på hotellet, aflevere bilen i lufthavnen og flyve hjem. Han havde allerede reserveret plads i flyet.

Den benzintank, Kirsten Thorup søgte, lå halvanden kilometer uden for Chandler, på vejen til Williams Air Force base. Da hun nåede frem, opdagede hun, at tanken kun bestod af to skure og en enkelt benzinpumpe.

Var dette, hvad han havde ønsket sig? Den nye tilværelse? Betalingen for at forråde sit fædreland? Eller var han så bange, at han havde tryglet amerikanerne om at blive gemt væk herude i ørkenen og derfor tog sig til takke med at fylde benzin på bønders og småhandlendes biler?

Det var varmt, omkring tredive grader, og vejbanen flimrede forude. Kirsten Thorup var tørstig og havde lyst til noget koldt at drikke, men det måtte vente. Hun satte farten ned, og hendes kolde blå øjne sonderede tankområdet.

Der var ingen i nærheden. Det så ud til at være et velegnet tidspunkt.
Kirsten Thorup standsede ved siden af pumpen. Ingen kom ud fra nogen af skurene. Det ene så ud til at være en slags reservedelslager;

Relaterede kunstnere: