Lars
Bom er skuespiller og far til tre piger, der går i folkeskolen.
Lars Bom kan bookes med nedenstående foredrag:
* Hvordan slipper vi for mobning?
Vi er alle forskellige, derfor har vi blandt andet hierarkier- i
hjemmet, på arbejdspladsen og ikke mindst i skolen, overalt hvor der
er fællesskaber. Hierarkier er en social nødvendighed, de stærke
hjælper de svage. Men hierarkier bliver også anvendt til
magtmisbrug. Det er vigtigt at forstå at vi alle er lige meget værd.
Nogle mennesker forveksler f.eks. stærk personlighed med større
værd. Nogle terroriserer andre, mobber andre for at få magt.
Jeg har engageret mig personligt i indsatsen mod mobning, fordi jeg
gerne vil være rollemodel for mine egne børn og fordi jeg mener alle
mennesker bærer retten til et værdigt liv. I mit foredrag fortæller
jeg med udgangspunkt i mit eget skoleliv om mobningens væsen,
hvorfor den er der, og hvordan vi med en målrettet indsats kan gøre
op med den. Mit håb er at skabe en gladere skole og et samfund, som
et åbent, tolerant, og frem for alt, værdigt sted.
Lars Bom kan også holde foredrag om kost og motion, livsværdier,
kropssprog/kommunikation, skuespillerfaget foran/bagved kameraet og
på scenen.
Lars Bom er uddannet fra Statens
Teaterskole i 1985 og har siden haft en stribe markante roller på
forskellige danske teatre, de senere år bl.a. titelrollen i
’Macbeth’ (98) på Gladsaxe Teater, Operanords roste ’Gilles’
Requiem’ (99), ’Killing Time’ (99) på Hippodromen, musicalen ’Rent’
(2000) og ’Kameliadamen’ (2002) på Gladsaxe Teater, ’Dæmoner’ på
Kaleidoskop (2001), ’Store Bastian’ (2001) på Betty Nansen Teatret,
’Boblerne i bækken’ (2002) på Aveny T og ’Ivanhoe’ (2003) på Det
Kongelige Teater i Dyrehaven.
Sideløbende med sin
teaterkarriere er Lars Bom blevet et kendt og populært ansigt i
kraft af nogle markante tv- og filmroller - på det store lærred
bl.a. i ’Elsker elsker ikke’ (95) ’Bella, min Bella’ (95), ’Pusher’
(96), ’Skyggen’ (98), ’Klatretøsen’ (2002) og den norske spillefilm
’Den som frygter Ulven’ (2004). Lars Bom kan igen opleves i en
større filmrolle, når ’Af banen’ får premiere i løbet af 2005. På
tv-siden har Lars Bom, foruden det helt store gennembrud i ’Strisser
på Samsø’ (97) på TV2, bl.a. medvirket i DR1s serier, ’Bryggeren’
(96), ’En fri mand’ (96), ’Edderkoppen’ (2000) og ’Rejseholdet’
(2000-03).
Udover skuespillerarbejdet har Lars Bom været vært
og deltager i forskellige undervisnings- og underholdningsprogrammer
samt fotograferet og tilrettelagt dokumentarfilmen ’Den lille og den
store’ (2001) om bokseren Brian Nielsen.
|