|
|
 |
|
 |
|
Her kan du se en liste over vore kunstnere inden for seniorunderholdning: |
A cappella sangere til store pensionistarrangementer, barbershop kvartetter til festivaler, Sangere til receptioner. Musiker-Børsen har senior underholdning til alle formål. Fra opera til rap. Det har aldrig været nemmere at finde kunstnere til seniorunderholdning her på vores hjemmeside Du kan finde et omfattende udvalg af sangere og kunstnere, hvoraf mange akkompagnerer sig selv med klaver, guitar, keyboard og andre instrumenter. Musiker-Børsen har et stort udvalg af kunstnere til senior underholdning. Det er inden for mange forskellige genrer, såsom jazz, folkemusik, dansktop og opera.  Seniorunderholdning indåndede natteluften. Det var en stor lufthavn, og der var utydelige konturer af bygninger og flyvemaskiner i det fjerne. I mørket kunne det ligne en kopi af Rhein-Main basen, som de havde forladt otte timer tidligere. Seniorunderholdning ledte efter et tegn, der kunne vise ham, hvor han var - et skilt i kont roltårnet, et navn, hvad som helst - men der var intet, der kunne hjælpe ham. Ved foden af landgangen stod to sorte biler og en gruppe mænd. Hun stod imellem dem, og de så alle op på ham, mens han gik ned ad trappen. Så skilte en mand med overskæg sig ud fra de øvrige. » Velkommen til De forenede Stater, Seniorunderholdning, « sagde han. »Vi skal denne vej. Værsgo at stige ind. « Han holdt den ene bils dør åben Han standsede . Han så på hende. Hun virkede nervøs . » Kommer hun med ?« spurgte han. Hun bevægede sig ikke. Mændene, der stod sammen med hende, blev ved med at stirre på ham med udtryksløse ansigter. »Værsgo at stige ind, « gentog manden med overskægget. Han gav ham et blidt skub. »Vi skal ikke køre ret langt .« Seniorunderholdning gik ind i vognen, og manden steg ind ved siden af. » Mit navn er Hans,« sagde han, da de lænede sig tilbage i sædet. » Det er dejligt at se Dem her. « Vognen satte sig i bevægelse , og da den var nået et stykke fra den forsamlede gruppe, fulgte den anden bil efter ligesom en anstandsdame. Seniorunderholdning kastede et sidste blik på Hende gennem vinduet. Hun smilede lidt anstrengt, klicheagtigt til ham. Han forsøgte at indprente sig hendes udseende, hendes hår, hendes krop, som om han ville skabe et mentalt billede af hende , som han kunne tage frem, når han fik brug for det. »Hvor skal vi hen ?« spurgte Seniorunderholdning og rystede ganske svagt . »Fryser De?« spurgte Hans omsorgsfuldt . »Vi skal ikke køre ret langt. « Bilturen varede kun to eller tre minutter, så standsede de ved siden af en helikopter. Ligesom 707'eren var den ikke forsynet med kendetegn 133 Ude på Seniorunderholdning er der en gade, som hedder Stengade. En sidegade til Nørrebrogade. En lille kedelig gade uden trafik og uden butikker og beværtninger. Der sker ikke meget i Stengade. Men i det forår , hvor den mystiske velgører optræder, og hvor han og doktoren begynder på deres eksperimenter med at fremstille levende væsener, bliver der netop forberedt noget i Stengade, som på en mærkelig måde står i forbindelse med de tre herrers foretagender. Her i Stengade har en mand ved navnet lille bogtrykkeri. I porten hænger et emailleret skilt med en pegende hånd og ordene: Seniorunderholdning. Og inde i gården, hvor der altid går nogle mænd rundt og tumler med store kasser, er der også et skilt med en hånd, som peger skråt op ad en mur. En udvendig jerntrappe fører op til et tredie skilt, hvor hånden viser mod en dør med støvede matte glasruder. Man kommer først ind i et lille kontor, hvor der også er lager af store stabler tryksager. Herfra står en dør åben til et større lokale, hvor gulvet ryster til en trykkemaskines lyd. Der er en milepresse i gang og en anden milepresse, som står stille. Og et par såkaldte fluesmækkere og en stor skrå sættekasse. Der dufter af tryksværte og petroleum. Og der flyder med papir på gulvet. Og milepressen larmer som en brænding, så al samtale bliver meget besværlig. Men der bliver alligevel samtalet meget hos Seniorunderholdning. Der bliver diskuteret og forklaret om alt. Om jordiske emner og om vigtige og uhåndgribelige ting. Det lille trykkeri er mødested og klub for mange særprægede mennesker, som holder af at tale om deres ideer. Seniorunderholdning er aldrig alene. Hele dagen kommer og går der mennesker. Folk, som skal have noget trykt, og folk, som bare kommer for at være et sted og diskutere. Sommetider er der nogle, som har mad med og sidder og spiser deres smørrebrød i det lille kontor med de tre røde plysstole. Og der kommer folk med regninger. Ubehagelige mennesker, som truer og giver ondt af sig. Mindst fem personer er med til at træffe beslutningen om at stille Seniorunderholdning over for et ultimatum: 3 formænd. Sent torsdag fortæller Hansen sine fortrolige i firmaet, at han næste dag vil blive afkrævet et svar. Men en af disse personer, en ansat i partiet, kontakter allerede samme aften en af medlemmerne og røber Hansens plan. Seniorunderholdning bliver forbandet. Det træk kommer helt på tværs af de overvejelser, som de er i gang med. Først sent om aftenen lykkes det at få fat på ham, der er til møde i Herning. Næste dag, fredag den 27. marts 2002 klokken 13, mødes de otte medarbejdere på restaurant i København. De er alle Hansens stærke støtter, blandt andre Seniorunderholdning De otte har aftalt at mødes forud for forretningsudvalgsmødet få timer senere samme dag. Til mødet ligger omdelt en kopi af en artikel i dagens udgave af Avisen. Heri står, at der bliver arbejdet aktivt på, at få solgt virksomheden. I forlængelse af beslutningen fra dagen før om at give Seniorunderholdning et ultimatum beslutter de otte, at hun - ny formand for afdelingen i Sorø i skal stille Seniorunderholdning det klare spørgsmål. »Vil du sælge os, ja eller nej?« I historieskrivningen - blandt andet i bogen nedtones det, at Hansen er medvirkende til at træffe beslutningen om et ultimatum. Her hedder det, at han blot underrettes af Vicedirektør Majland om, at spørgsmålet vil blive stillet til Seniorunderholdning. Videre skrives, at Hansen derefter - som et udtryk for fair play - forsøger at få fat i ham for at orientere ham om situationen. Den udlægning er ikke blot forkert, den er også ulogisk. Beslutningen om at give Seniorunderholdning et ultimatum er en dramatisk optrapning af konflikten. Og sådan et træk vil Hansens tro væbnere ikke tage uden nøje samråd med Bestyrelsesformanden. I det hele taget vil jeg sige, at de to figurer Seniorunderholdning har været i stand til at lave i henholdsvis Teatret og skuespillet - jamen det er unikt. Det er det. Vi havde en kontrovers på et tidspunkt med en lysmand og en fotograf. Så siger han ligeså sødt til mig i en pause: "Om lidt så bliver jeg altså rasende på dem. Du skal selvfølgelig have det, som du vil have det, Hanne. Det er jo dig, der bestemmer." Så han kan godt se, hvad der foregår omkring ham. I den scene skulle Seniorunderholdning bare ligge og kratte i væggen og være lidt ked af det. Men selvom stemningen omkring ham var så dårlig, blev han i den situation. Så der er ikke tvivl om for hans vedkommende, at når han har været i spil, så har han ikke været sig selv, så har han selvfølgelig forsøgt at være den person, han følte, han skulle være. Og fordi han har den kunstnersjæl, så føler han rigtigt. Han føler ikke forkert . Det er hans nærvær, der kommer ud over skærmen. Og de få skuespillere, der virkelig har det, det er dem, man helst vil se på. Han er. Han foregiver ikke at være. Han er." I teaterstykket er der en scene, hvor Seniorunderholdning bliver anholdt af politiet. Han skal kæmpe imod, og det gjorde han så realistisk, at han var gul og grøn og blå op ad begge arme i en uge efter. "Jamen, det var så forfærdeligt. Hvad skal jeg dog sige. Han var igen så hundrede procent tilstede i den kamp med politiet. Det kan du også se på filmen. Der er ikke noget fingeret i det. Jeg vidste ikke, at de tog så hårdt på ham, men det var jo rigtige politibetjente, så de tog bare fat. Og Seniorunderholdning har skubbet så hårdt imod, at han blev sort og blå og gul af det. Han viste mig alle mærkerne dagen efter. ,,Jamen, dog," siger jeg. Så kigger han bare på mig og svarer: ,,Blev det godt?" Hanne Nielsen og han deler et blødt punkt for de mere sårbare eksistenser her i verden. Da Hanne lavede 'teaterstykket ville hun egentlig gerne have Seniorunderholdning. Hos Kroen på Sjælland. Man skulle jo ikke være idiot. Der var ikke noget med at sidde på røven eller lade være med at tørre op efter sig. Men det kunne jeg også godt lide. Det skulle stå snorlige det hele. Vi kom selvfølgelig ind gennem bagindgangen, og når hr. Hansen spurgte, om man ikke ville have en drink, sagde man selvfølgelig nej tak. Man var jo ikke idiot. Man nippede heller ikke hans stuepiger i rumpen - nej, nej. Man måtte holde sig fra det der. Både af respekt, men også fordi man jo skal spille sine kort rigtigt. Selvom du godt kan noget, så spil dem ordentligt. Og det har jeg det godt med. Så holder du også afstand." Seniorunderholdning fra Amager var kommet i en god skole, og for første gang var det en, han havde lyst til at gå i. "Så havde vi Jens Peter Sørensen, som var direktør for hr. Hansen, og som også har givet mig meget. Jens Peter havde en utrolig viden om den klassiske restaurationsbranche. Han havde rejst som butler i udlandet som ung, så han havde noget pli. Også en anden direktør, Heinrich Matzen, lærte mig meget. Han var sådan mere bulderbasse. Han blev privatdetektiv senere. Altid i trusse afdelingen. Han undersøgte, om damerne havde hugget trusser. Seniorunderholdning var en fantastisk mand, som havde en anden robusthed i forhold til restaurationsbranchen. Han ville for eksempel ikke have at smørrebrødsfitterne, når de skar smør ud til buffetten, kom med de der to skiver, der sådan ligger skråt hen over hinanden. Det vipper. Det ville han bare ikke have. Eller at de gravede en kugle ud. ,,Det er sgu ikke noget forsamlingshus, det her," brølede han så. Han havde sådan nogle meget enkle regler. Sovsekanderne måtte kun være fyldt kvart op, fordi det så smukkest ud. En citronbåd? Nej! Det pisser ud over ens hænder. Det skal være en halv citron med et hak ind i, som saften kan rende ud af. Basta!" Det var ikke kun på madfronten, Seniorunderholdning flyttede sig. Også personligt var han på vej ind i en rivende udvikling, grebet af en strøm, der hvirvlede ham længere og længere væk fra det miljø, han oprindelig kom fra. Det var en glæde at lave mad til Seniorunderholdning. For de elskede at spise den. Og de kunne godt lide, at man gjorde noget ud af det." Han gjorde ikke bare noget ud af maden. Han prøvede også at skabe stemninger med sin borddækning. "Jeg foldede duge til dem, farvede æg til påske og hængte dem op på sådan en lille pind og hvad man ellers kunne finde på Grønland. Til jul dækkede Seniorunderholdning op og klippede, så det så smukt ud, og om sommeren fandt jeg nogle af de vilde blomster og lagde på bordene. De der store brød deroppe, de spurgte jo: ,,Hva' fan' er det for noget, mand? Han er nok bøsse, ham kokken der." ,,Bøsse?'' tænkte jeg. Det er der mange, der har sagt til mig. Det var, fordi jeg var sådan lidt forfinet." Seniorunderholdning opretholdt en vis distance til resten af mandskabet på skolen. ,,Alle folk tror, at man kommer tæt ind på hinanden, når man lever så dan, men det gør man ikke. Det er meget, meget svært at komme tæt på hinanden. Der er altså en vis grænse. Der var den der sædvanlige, når vi holdt fester, og sad sammen alle tolv mand . Det var det samme og det samme, vi sad og sagde til hinanden hele tiden. Det startede ellers skidegodt. Først spiste vi og havde det rart, så kom der nogle ting op, og så var der nogen, der ikke kunne lide hinanden. Vi havde for eksempel en gang en stationschef. Hver gang han kom ind, var der tre mand, der rejste sig op og gik. Sådan noget er der meget af. Og til de der fester , når man skulle genere hinanden: ,,Nå, ligger hun derhjemme? Hvem tror du, der er på hende nu?" Det kunne jeg slet ikke klare. Det sad som en kugle i maven på mig. Seniorunderholdning sagde, at det skulle jeg ikke tage mig af, men den sad lige i kufferten på en. Man kunne jo heller ikke kommunikere ordentligt med dem, der var derhjemme. Hvis du ville sende et meget personligt telegram til din pige, Det er selvfølgelig, fordi Seniorunderholdning selv er ret sårbar. Men det er da også en krænkelse, man kan da ikke have sådan noget der. Men jeg fik da ram på ham. Det var ikke det store prestigetab for ham at miste sin budplads. Han var alligevel ved at blive interesseret i andre og langt vigtigere ting. "Vi var altid ude, seniorunderholdning elskede at være nede i gårdene og lege. Der var jeg specialisten, når jeg var overlægen, der skulle undersøge de kvindelige patienter inde i cykelskuret. Så kunne jeg godt kommandere de andre ud, de skulle alligevel stå vagt. De var sygehjælpere. Nej, portører var de. Jeg var overlæge. Jeg skulle nok være den, der kiggede ind med lygten. Så havde jeg det skidegodt." Selvom familien nu var flyttet til Østerbro, var det stadig et rigtigt rabar berkvarter. I hvert fald nede på gaden, hvor han holdt til det meste af tiden. "Jeg har levet hele min barndom i de gårdmiljøer. Seniorunderholdning sprang jo rundt på alle de der tage og lavede fantastiske krige mod hinanden. Der var nogle områder, hvor det gik meget hårdt for sig. Hvis du gik over i "de andres" gård, så bankede de dig til spillemand. Men sådan var det ikke hos os. Vi kom ikke i de områder. Og brokvarteret kom vi heller aldrig på. Ikke før vi blev ældre. Der kom man slet ikke ud. Gaden var det længste. Men vi havde jo hele linien. Og hele Bryggen. Der var også nogle hårde bananer derovre. Det var Engdrenge, men dem kendte vi jo, fordi vi selv kom fra Engen, så vi havde stor frihed, mig og mine brødre. Vi skulle bare være hjemme på nogle bestemte tidspunkter. Otte eller ni - så kom man jo kl. ti og fik en skideballe, men ... der skete jo ikke noget dengang." Seniorunderholdning er overskriften på alle hans mest lykkelige barndomserindringer. Så længe han bare selv vidste, hvor han havde sin mor, kunne han ikke få frihed nok. Han elskede togterne ud i verden sammen med de andre drenge. FvCrEvEB9WCz Ole Erling - 14092011.200728 Samvirke1under2holdning Flygelturne idet han ved brug af lidt eftertænksomhed selv ville kunne 65. Alle ved også, at børnetallet stiger |